AaB og Hobro i hver sin struktur-lejr

De to nordjyske superligaklubber reagerer forskelligt på kommende ændringer

Claus Jensen
Arkivfoto: Lars Pauli
Hobro IK 5. juli 2018 17:18 - Opdateret 5. juli 2018 17:36

FODBOLD: Nyheden om, at de danske fodboldklubber er blevet enige om en ny superligastruktur modtages vidt forskelligt i AaB og Hobro IK.

Fra sæsonen 2020/2021 bliver landets bedste række barberet ned fra 14 til 12 hold. Slutspillet bevares for de seks bedste hold, mens de nederste seks skal spille nedrykningsspil, hvor de to dårligste ryger direkte ud. Til gengæld sender tv-selskaberne flere penge ud til klubberne.

- Det er i AaB’s øjne en meget positiv aftale, der sikrer bedre økonomi til klubberne og større stabilitet i dansk fodbold generelt. Samtidig er det vigtigt, at vi bevarer slutspillet for de seks bedste, og at der kommer to direkte nedrykkere, vurderer jeg også som det sportsligt mest korrekte, siger AaB’s sportsdirektør, Allan Gaarde.

Hos Hobro IK er bestyrelsesformand Lars Kühnel mindre positiv.

- Vi har hele tiden talt for, at vi gerne vil have så mange hold som muligt i Superligaen, så den bliver udbredt mest muligt. Jeg tror ikke, at en række med færre hold vil gøre noget godt for dansk fodbold. Risikoen for at rykke ud er blevet markant større, og chancen for at rykke op er også blevet mindre i mine øjne. Men det er en virkelighed, vi må forsøge at indrette os efter - ved at optimere yderligere på alle de ting, vi kan, siger Kühnel.

Det har ikke været muligt at få en reaktion for Vendsyssel FF, der netop er rykket op som det tredje nordjyske hold i Superligaen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...