AaB overhalede Frankfurt

Milan Timko klar til dagens kamp mod Herfølge efter hektisk fredag

AALBORG:Med klubbens tidligere landsholdsspiller Ove Flindt Bjerg i førersædet lykkedes det i går for AaB at styre Milan Timko i hus til den ledige plads i midterforsvaret, hvor den 30-årige slovak debuterer i eftermiddagens tv-kamp hjemme mod Herfølge. - Det har været nogle travle dage, og uden Ove Flindt Bjergs store indsats var engagementet ikke lykkedes, lyder det fra sportsdirektør Lynge Jacobsen efter missionen, hvor AaB var presset af både Herfølge-kampen og lukningen af transfervinduet med udgangen af denne uge. Milan Timko trænede første gang med AaB-truppen torsdag og gjorde så fornuftigt et indtryk, at parterne samme aften aftalte hovedtrækkene i en kontrakt for resten af året. Cheftræner Poul Erik Andreasen testede fredag formiddag sin mulige nyerhvervelse som makker i midterforsvaret med Thomas Bælum, men her blev tidspresset sat i relief, da slovakken måtte stoppe træningen i utide for at kunne nå et fly til København i selskab med Ove Flindt Bjerg. Mens duoen i Udlændingestyrelsen scorede arbejds- og opholdstilladelse, tikkede den lige så nødvendige spilletilladelse fra Milan Timkos seneste klub, tyrkiske Adanaspor, via Dansk Boldspil-Union fredag eftermiddag ind på AaB's kontor. - Jeg tror, vi var heldige. Under opholdet i København blev Milan Timko kontaktet af bundesligaklubben Eintracht Frankfurt, der måtte konstatere, at AaB var kommet først, beretter Ove Flindt Bjerg. Stort kontaktnet Den 55-årige nordjyde stoppede ved årsskiftet som træner i den østrigske 1. divisionsklub Wörgl og har siden overvejet fremtidsmulighederne med sommerhuset i Blokhus som base. For ca. tre uger siden tilbød han AaB sin assistance i jagten på nye spillere og har bl.a. været med Lynge Jacobsen på besigtigelsestur til Østrig. - Mit hjerte brænder for AaB, og det vil være en stor ære for mig at få et fast gøremål i klubben, men i dette tilfælde har jeg blot ydet en vennetjeneste uden økonomi eller andre interesser på spil, understreger Ove Flindt Bjerg, der spillede 300 kampe for AaB og opnåede 20 landskampe i sin aktive karriere, hvor det også blev til ophold i Østrig, Tyskland og USA. Siden fulgte en række engagementer som træner og manager i Japan og Østrig, hvor han udbyggede den internationale kontaktflade, som i de seneste uger er blevet benyttet flittigt. Således har Ove Flindt Bjerg forhørt sig om Milan Timkos egenskaber hos fem forskellige kontakter i Tyrkiet, Slovakiet og Østrig. På trods af overvejende positive bulletiner erkender Lynge Jacobsen dog, at engagementet er lidt af en gambling. - Vi har haft meget begrænset tid til at se Milan Timko under træning, men risikoen er begrænset, når kontrakten kun løber til nytår. Samtidig har vi sikret os en option for to et halvt år ekstra, hvis han viser sig at være så stærk, som vi håber på.