AaB-penge til Skive

Skive 17. september 2002 08:00

SKIVE: Når Rasmus Würtz regerer på AaB's superligahold, drypper det i pengekassen hos hans tidligere klub Skive IK. - Jeg kan bekræfte, at vi er berettiget til penge fra AaB, afhængig af, hvor mange kampe Rasmus Würtz spiller, siger Skive-formanden Hans Kurt Larsen, der afviser at røbe detaljer i aftalen. Supertalentet blev i fjor købt fri af AaB, men den tre-årige kontrakt indebar bl.a., at han spillede sidste sæson færdig på Skives daværende 1. divisionshold, der rykkede ud fra en klar sidsteplads. I denne sæson har Skive tabt sæsonens syv første kampe i 2. division, uden at Hans Kurt Larsen som en stor del af forklaringen vil pege på tabet af Rasmus Würtz. - Faktisk var han ikke nogen bærende kraft i foråret. Han er blevet langt stærkere efter at have fået bedre medspillere og mere træning i AaB. Den tidligere Aars-, AaB- og FfI-træner Poul Erik Kristensen overtog i sommer ansvaret i Skive og nyder på trods af nederlagsrækken fuld opbakning fra ledelsen. - Vi skiltes i utide med vores tidligere træner Jan Østergaard, og de indledende vanskeligheder i denne sæson må i nogen grad tilskrives, at spillerne og Poul Erik Kristensen først skal lære hinanden at kende. Vi har skiftet rigeligt ud på trænerposten og ønsker nu ro om posten, lyder det fra Skive-formanden, der stadig tror på, at holdet kan vende bøtten og overleve i 2. division. abel

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...