Håndbold

AaB-profil snart klar igen

Landsholdsspilleren Mads Christiansen fra AaB Håndbold sad over i onsdagens opgør mod Nordsjælland på grund af en skade. Profilen nedtoner skaden og håber at være med allerede på søndag i Schweiz.

Mads Christiansen døjer med en fingerskade, men den er heldigvis ikke så slem, som først frygtet.
Foto: Torben Hansen

Mads Christiansen døjer med en fingerskade, men den er heldigvis ikke så slem, som først frygtet. Foto: Torben Hansen

Først forlød det, at en finger var brækket. Så blev det nedtonet til en forstuvning/forstrækning, med udsigt til fire-fem ugers pause, og dermed ikke mere håndbold i år. Men overdrivelse fremmer åbenbart forståelsen, for nu melder AaB Håndbolds landsholdsspiller, Mads Christiansen, at hans dårlige finger efter omstændighederne har det godt, og at der sandsynligvis kun bliver tale om en kortere pause fra håndbold. - Det er svært at sige lige i øjeblikket, hvor længe, jeg skal være ude. - Jeg håber på at kunne spille på søndag, men om det er realistisk, det må tiden vise, siger Mads Christiansen efter at have siddet på tilskuerpladserne i Aalborg Stadionhal og set sine holdkammerater spille 30-30 mod Nordsjælland. Søndag gælder det for AaB en særdeles vigtig udekamp i Champions League mod schweiziske Kadetten Schaffhausen, og at dømme ud fra AaB's indsats mod Nordsjælland, så vil en venstrehåndet bagspiller være et særdeles velkomment islæt til opgøret i Schweiz.