Mathias Ross rykket op i AaB-truppen

U19-landsholdsspilleren Mathias Ross bliver en del af førsteholdstruppen i AaB, som gav ham debut i september.

FODBOLD:
Mathias Ross er nu rykket fast i AaB's Superligatrup. Arkivfoto: Bo Lehm
AaB 9. oktober 2018 12:52 - Opdateret 9. oktober 2018 14:56

Et forsvarstalent ud over det sædvanlige.

Sådan forklarer fodboldklubben AaB's sportsdirektør, Allan Gaarde, at klubben har valgt at rykke den 17-årige Mathias Ross op i førsteholdstruppen.

- Mathias har gennemgået og gennemgår stadig en kolossal udvikling, og han er et tydeligt bevis på, at en målrettet og seriøs indstilling kan flytte meget.

- Vi ser i dag Mathias som et ekstraordinært forsvarstalent, og det er selvfølgelig i det lys, at vi i en enig trænergruppe på såvel Superliga- som talentniveau vurderer, at det vil være bedst for Mathias' udvikling, at han allerede nu indgår i Superligatruppen, men stadig som udgangspunkt skal spille kampe i U19 Ligaen - i hvert fald året ud, siger Allan Gaarde.

Mathias Ross har kun spillet to førsteholdskampe for Superligaens nummer tre, men trods sin unge alder bliver han altså nu en del af AaB-truppen i den bedste række.

- For mig er det en disposition, der forpligter, og jeg er opsat på at præstere og lære hver eneste dag, så jeg kan fortsætte min positive udvikling, siger Mathias Ross.

- Det gælder om, at jeg skal suge til mig af de erfarne spillere, så jeg på længere sigt kan få opfyldt de ambitioner om at spille på AaB's førstehold, som jeg naturligvis også har, siger han.

Teenageren er en del af det danske U19-landshold, hvor han har spillet to kampe.

Tema: AaB

Vis flere

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...