AaB's juniorer vil være landets bedste

HERREJUNIOR-LIGAEN Silkeborg IF-AaB 1-1 (0-1) Mål: 0-1 (27. minut) Peter Fynsk, 1-1 (77. minut) Thorbjørn Holst Rasmussen. SILKEBORG: Ligajuniorerne fra AaB vil ikke nøjes med at være blandt de bedste. De vil være de bedste. På udebane i returopgøret mod Silkeborg gav de beviser på, at de besidder potentialet og har en fremtid med muligheder. I store dele af kampen var de bedre end silkeborgenserne, der sæsonen igennem har været på enten første- eller andenpladsen. Derfor var der ekstra stor skuffelse og total tavshed i omklædningsrummet efter dysten. AaB'erne havde haft fat i den lange ende og førte 0-1 frem til tre minutter før tid, hvor Silkeborgs Thorbjørn Holst Rasmussen vippede en dyb fremlægning over AaB's U17-landsholdsmålmand Kenneth Stenild i en mand-til-mand-situation. Desværre for AaB'erne blev kampens sidste halvdel både hektisk og rodet. Efterhånden som 2. halvleg skred frem, begyndte hjemmeholdets spillere at fatte, at de var på vej til sæsonens kun andet nederlag. Silkeborg-træneren dikterede sine højeste juniorer frem på banen og midt i halvrodet - og i sidste øjeblik - fik Thorbjørn Holst udlignet. I de første 10-15 minutter udkæmpede holdene stillingskrig. Med hurtigt pasningsspil tilegnede AaB'erne sig gradvist overtaget og René Mortensen, Patrick Kristensen og Rasmus Sort var tæt på scoring. Det forblev ved det ene mål, sat ind af Peter Fynsk, der med ni mål er nummer tre på ligaens topscorerlisten. Selv om både Thomas Enevoldsen og Jens Chr. Sørensen var tæt på at lukke leddet i de første minutter af 2. halvleg. AaB-træner Henrik Berg: - Vores egen Jonas Jørgensen måtte udgå 10 minutter før tid, hvorfor der skulle flyttes lidt rundt på brikkerne. Det gjorde selvfølgelig ikke den hektiske afslutning mindre rodet. Uafgjort kan godt ærgre. Vi førte i så lang tid, og alligevel fik Silkeborg udlignet. brula