AaB's rytme slået i stykker

HERREJUNIOR-LIGAEN AaB-Ikast fS 1-1 (1-0) 1-0 (12. minut) Jens-Kristian Sørensen, 1-1 Mickey Kristiansen (straffespark, 60. minut). ØSTER UTTRUP: Ikke kun et straffespark til Ikast 20 minutter før tid var skyld i, at AaB kun fik uafgjort i hjemmekampen mod Ikast. Efter pausen var AaB'erne hverken mentalt eller fodboldmæssigt i dette rette gear til at trække det længste strå. - Mine juniorer glemte at fokusere på det væsentlige. De lod sig gå på af Ikast-spillerne og blev især i 2. halvleg for utålmodige. Boldene kom alt for hurtigt frem. Det var ikke godt nok. Samtidig måtte både Thomas Enevoldsen og målmand Kenneth Stenild indkassere unødvendige advarsler, fortæller AaB-træner Henrik Berg. AaB's opgave blev også besværliggjort af nogle omrokeringer, fordi forsvarsspilleren Casper Roensbech måtte udgå med en skade. De efterfølgende justeringer brød rytmen på holdet, for AaB'erne havde ellers spillet en god 1. halvleg, der også gav mål. Scoringen faldt i kampens 12. minut efter et indirekte frispark. Thomas Enevoldsen trillede frisparksbolden videre til Peter Fynsk, der lagde den død for Jens-Kristian Sørensen, som sendte bolden op i det ene målhjørne. Ikast-udligningen faldt i det 60. minut på et straffespark, som angiveligt blev begået af hjemmeholdets Semir Cankusic. De to ligaholds returopgør var i perioder blottet for store målchancer. Efter pausen havde Peter Fynsk et forsøg fra en spids vinkel og fem minutter før tid kom indskiftede Daniel Christensen alene med Ikast's målmand, men AaB'eren fik ikke afsluttet ordentligt. brula