AaB's slutspilsskæbne afgøres

Den sidste kamp i AL Bank Ligaens grundspil bliver afgørende for, om AaB kommer i slutspillet med mesterholdet og pokalvinderne SønderjyskE

Når sidste runde af grundspillet i AL Bank Ligaen i ishockey afvikles i aften, er der kun et uafklaret spørgsmål med hensyn til slutspil: Skal AaB Ishockey eller Hvidovre i pulje med mestrene fra SønderjyskE samt Rødovre? Det hold, der slutter på fjerdepladsen, får den opgave i det videre spil, mens holdet, der bliver nummer fem, kan se frem til at møde Herning og Frederikshavn i den anden pulje. Hvis det betragtes som en ulempe at komme i pulje med SønderjyskE, så er der trods alt den fordel, at man tager et point med over, for der gives tre - et og nul point til de tre mandskaber i puljen, og SønderjyskE har forlods taget de tre, mens Rødovre må begynde fra nul. Det hold af AaB og Hvidovre, som skal i den anden pulje, må til gengæld starte fra nul, for her har Herning sikret sig de tre point, Frederikshavn White Hawks det ene point, der er i bonus. AaB skal i aften møde SønderjyskE i Vojens, en vanskelig opgave, som AaB ikke har været i stand til at løse i denne sæson. Fire gange i grundspillet har SønderjyskE slået AaB’erne, og i pokalfinalen gik det ligeså. Men AaB har været tæt på hver gang, idet man tabte med to mål i det første møde, og har tabt med kun et mål i de fire seneste opgør. Vinder AaB, er de sikre på fjerdepladsen i grundspillet, og dermed nye konfrontationer med SønderjyskE. For Frederikshavns vedkommende er sidste opgave, ude mod Esbjerg, en kamp uden reel betydning, da frederikshavnerne forlængst er fastlåst på ligaens tredjeplads, mens Esbjerg uanset sejr eller nederlag vil slutte på syvendepladsen, lige uden for slutspillet.

Forsiden