AaB-sejr i gyser

AaB flyver fortsat mod toppen af Superligaen i fodbold. Søndagens vanskelige udekamp mod FC Midtjylland gav sejr på 3-2. Efter første halvleg tydede alt på en sikker sejr. AaB førte 3-0 på to scoringer af Michael Silberbauer og et flot langskudsmål af Allan Gaarde. Og var tættere på 4-0 end hjemmeholdet var på en reducering. Men i anden halvleg skiftede kampen fuldstændig karakter. FC Midtjylland fik reduceret til 2-3 på to mål af Frank Kristensen. Og kun storspil af Jimmy Nielsen i AaB's mål forhindrede en udligning. Jimmy Nielsen reddede blandt andet et straffespark fra Ulvenes Michael Hansen.