Fodbold

AaB sikrer sig forløsende sejr mod tamme Hobro

Efter tre nederlag i træk i 3F Superligaen vandt AaB lørdag 2-0 over Hobro, der aldrig truede AaB-målet.

Midtbanespilleren Patrick Olsen åbnede scoringen efter 20 minutter.

Midtbanespilleren Patrick Olsen åbnede scoringen efter 20 minutter.

HOBRO:Efter tre nederlag i træk i 3F Superligaen fik AaB lørdag en forløsende sejr, da holdet slog Hobro 2-0 på udebane.

Inden kampen var alarmerne så småt begyndt at blinke efter nederlag til AGF, FC Nordsjælland og Randers, men mod Hobro var der aldrig tvivl om sejren.

AaB sad på spillet det meste af kampen, og Hobro truede aldrig aalborgensernes mål.

Sejren blev sikret af midtbanespillerne Patrick Olsen og Iver Fossum, der scorede i hver sin halvleg.

Med sejren har AaB 16 point efter 12 kampe, mens Hobro har 12 point.

Fra første fløjt styrede AaB spillet, og efter 20 minutter gav overtaget gevinst.

AaB's kantspiller Frederik Børsting fandt Patrick Olsen på kanten af feltet, som sparkede bolden fladt i mål.

Efter målet kom Hobro længere frem, men trods et lille overtag formåede holdet ikke at skabe chancer, og AaB satte sig hurtigt på kampen igen.

Det kampbillede fortsatte efter pausen.

AaB var fortsat mest på bolden, mens Hobro intet skabte.

Derfor blev kampen reelt afgjort, da Iver Fossum ti minutter efter pausen fordoblede føringen til 2-0.

AaB kombinerede sig igennem Hobros venstre side, inden anføreren Lucas Andersen spillede Fossum fri foran målet.

Herefter var Lucas Andersen tæt på at gøre slemt værre for Hobro.

Først blev hans afslutning reddet på mållinjen af backen Mathias Haarup, og kort efter skød han tæt forbi den ene stolpe.

Der kom ikke flere mål, og AaB kunne sætte tre tiltrængte point ind på kontoen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst