AaB skal en tur til Østeuropa
De danske mestre skal efter alt at dømme til Kroatien i kampen for en plads i Champions League
Opdateret kl. 12:22
AALBORG: GSK Dinamo Zagreb eller Zalgiris Vilnius fra Litauen bliver AaBs modstander i tredje kvalifikationsrunde til Champions League.
Alt tyder dog på, at AaB skal en tur til Kroatien, for GSK Dinamo Zagreb vandt den første kamp på hjemmebane i anden kvalifikationsrunde mod Zalgiris Vilnius med 2-0. De to hold spiller returkamp i den kommende uge.
Dinamo Zagreb er med 15 mesterskaber og 12 pokaltitler det mest vindende hold i kroatisk fodbold. De seneste syv sæsoner har holdet deltaget i gruppespillet i enten Champions League eller Europa League.
To runde fra gruppespil
AaB har hjemmebane i den første kamp, som spilles 29./30. juli, mens der returkampen spilles 5./6. august .
UEFA havde inden lodtrækningen delt holdene ind i forskellige lag, så AaBs mulige modstandere blandt de seedede hold var udover GSK Dinamo Zagreb, Red Bull Salzburg fra Østrig, BATE Borisov fra Hviderusland, FC Sheriff Tiraspol fra Moldova og Celtic fra Skotland.
Hvis AaB vinder samlet efter begge kampe i tredje runde går de danske mestre videre til den afgørende playoff-runde til Champions League. Nordjyderne vil desuden være sikret deltagelse i gruppespillet i Europa League. Hvis AaB taber samlet efter to kampe i tredje runde, venter der en playoff-runde om en plads i gruppespillet i Europa League.
FC København skal møde ukrainske Dnipro Dnipropetrovsk i tredje kvalifikationsrunde til Champions League.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.