AaB sluttede med langgaber

0-0 hjemme mod HB Køge efter en fornærmende dårlig indsats, betyder, at AaB slutter på femtepladsen i SAS-ligaen. Langt fra bronzen.

AaB's Kenneth Emil Petersen (bagerst) er kommet i fokus for spil udenfor banen. Foto: Lars Pauli

AaB's Kenneth Emil Petersen (bagerst) er kommet i fokus for spil udenfor banen. Foto: Lars Pauli

Der var på forhånd lagt op til spænding om, hvorvidt AaB kunne stjæle bronzemedaljerne i SAS-ligaens sidste spillerunde. Det havde dog som minimum krævet en sejr over HB Køge, og det var AaB ikke i nærheden af efter en håbløs præstation med 0-0. Og faktisk var det gæsternes bundprop, der var tættest på at tage sejren. Den tidligere Blokhus FC-spiller Quincy Antipas var i de første ti minutter tæt på at score to gange, og gæsterne spillede i det hele taget frisk til og dominerede i perioder. AaB's eneste chance i første halvleg fik Ronnie Schwartz, der i fri postion headede bolden mod fjerneste hjørne, men Henrik Bjerring i gæsternes mål fik fingerspidserne på. I anden halvleg fik AaB sat en smule mere tryk på, men den indskiftede debutant Jakob Ahlmann brændte den største chance, da han totalt mistimede sin afslutning i fri position ved bagerste stolpe. En anden debutant, unge Nicklas Jensen, blev sendt på banen for AaB, men det var i stedet HB Køge, der var tæt på at tage sejren, da bolden i slutminutterne dansede omkring Karim Zazas mål, men ind ville bolden ikke, selv om gæsterne godt kunne have fortjent alle tre point. AaB blev mødt med buh-råb fra de 7200 tilskuere, da kampen var slut, og det forstod man. En sejr havde givet AaB en fjerdeplads, men bronzen ville de ikke have været i nærheden af, for Brøndby vandt 3-1 i Randers og tager dermed tredjepladsen.