AaB smed sejren i Aarhus

AaB var foran i det meste af mandagens udekamp i Aarhus, men AGF havde flest chancer i kampen, der endte 1-1. Se billeder fra kampen

Rasmus Würtz (th) måtte kæmpe hårdt på midtbanen for at lukke ned for Casper Sloth og resten af AGF-mandskabet. Foto: Lars Pauli
Rasmus Würtz (th) måtte kæmpe hårdt på midtbanen for at lukke ned for Casper Sloth og resten af AGF-mandskabet. Foto: Lars Pauli

AaB tog mandag aften til Aarhus, hvor de hvidblusede AGF'ere var værter i en direkte duel om femtepladsen i Superligaen. Se billeder fra kampen Hjemmeholdet havde de bedste tilbud i kampens indledning, men effektiviteten manglede, og så kunne nordjyderne i stedet tage føringen i det 16. minut, hvor Nicklas Helenius køligt sendte en nedfaldsbold i kassen. Målet medførte store protester fra hjemmeholdets spillere og fans, da linievogteren oprindeligt havde vinket for offside, men da det var en AGF'er, der snittede bolden videre til Helenius, så var det helt korrekt, at dommer Henning Jensen lod målet tælle. AaB kunne have fordoblet føringen, da Kasper Kusk sendte et flot langskud mod mål efter 23 minutter, men den unge AaB'er måtte se bolden prelle af på stolpen. Der stod ellers AGF på det meste i første halvleg, og AaB'erne skulle være tilfredse med at gå til pausen med en smal føring på 0-1. Lange Larsen lynede De første 45 minutter havde budt på mange chancer til hjemmeholdet, men det så også ud til at have kostet en del kræfter. AaB kom i hvert fald bedre med i det første kvarter efter pausen, uden at det resulterede i oplagte chancer til den ene eller anden side. Kampen skulle helt hen i det 78. minut før der igen kom gang i den. AGF's Anders Kure gik fejl af en bold på midten af banen, hvilket gav Jeppe Curth en friløber. Angriberen forsøgte at loppe bolden over Steffen Rasmussen i AGF-målet, men afslutningen gik lige forbi. I stedet slog AGF til på det efterfølgende angreb, hvor Søren Berg slog et indlæg ind i panden på Søren Larsen, som flot sendte bolden ind bag Nicolai Larsen, som intet kunne stille op i gæsternes mål. I slutfasen var det hjemmeholdet, der var tættest på at snuppe de tre point, og AaB bør være tilfredse med det ene point i Aarhus.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden