AaB solgte aktier for seks mio. kr.

Knap hver femte aktionær øgede indskud i klubben

AALBORG:Knap hver femte af AaBs aktionærer havde benyttet sig af muligheden for at øge antallet af aktier, da aktietegningen i fodboldklubben sluttede tirsdag. Ialt var der købt aktier for seks mio. kr. ud af en samlet udvidelse af aktiekapitalen på ca. 33 mia. kr. Dermed bliver der aktier tilbage for ca. 27 mio. kr. til de nordjyske virksomheder, der har meldt sig som købere af de usolgte aktier. Blandt selskaberne er NORDJYSKE Holding A/S, der ud fra den aftalte fordeling mellem garanterne kommer til at eje aktier for ialt 14 mio. kr. - De hidtidige aktionæres efterspørgsel på aktier har været af forventet omfang. I forhold til superligaholdets afslutning i sidste sæson kan vi kun være tilfredse med forløbet, siger underdirektør Morten Kristensen fra firmaet Capitalis, der er finansiel rådgiver for AaB. Han tilføjer dog, at førsteholdets positive resultater på det seneste formentlig ikke har været til skade. Udover resultatet af turneringen sidste år har aktieudvidelsen lidt under den generelt negative situation på aktiemarkedet, herunder ikke mindst for fodboldaktier. - Alt i alt er klimaet ikke det bedste i øjeblikket, når man skal ud at hente penge på aktiemarkedet, siger underdirektøren. Med aktieudvidelsen får AaB tilført et nettobeløb på 31 mio. kr., hvoraf en del skal bruges til at oprette et event- og marketingsselskab. Selskabet, der etableres i samarbejde med NORDJYSKE Holding, får en egenkapital på op til 10 mio. kr., hvoraf AaBs andel udgør 49 pct. En del af de resterende penge skal bruges til at udvikle klubbens sportslige aktiviteter, der på det seneste er blevet udvidet med erhvervelsen af herrehåndboldholdet HSH og AIKs ishockeyhold i SuperBestligaen. Samtidig er det hensigten at sætte penge i Gigantium Arena A/S. Da AaB i i 1998 gik på Fondsbørsen blev der anderledes løbet storm på klubbens aktier. På kort tid gled kursen ubesværet op på 217 kr., men siden er det gået jævnt nedad. For et år siden gled kursen under de 50 kr. og den foreløbige bund såvel resultat- som kursmæssigt blev nået i maj i år, hvor superligaholdet en overgang lå under nedrykningsstregen og kursen på 28 kr. Siden er aktien steget jævnt, og forud for den aktuelle udvidelse af aktiekapitalen bevægede den sig i et prisinterval omkring 50 kr. - eller samme pris, som de netop udbudte aktier blev solgt for. De økonomiske resultater har med underskud på stribe ikke stået tilbage de sportslige. For indeværende år ventes der dog et lille plus, men det forudsætter et salg af spillere på ca. seks mio. kr. Med aktiesalget udgør aktiekapitalen i selskabet 76,7 mio. kr. nominelt.