AaB-spillere fik gave af kommunen

Kommunen gav 10.000 kr. til at feste for frem for en gave til hver enkelt spiller

Jesper Schouenborg
Guldholdet fra AaB blev ikke bare hyldet af folkemængden, der var også en check fra Aalborg Kommune. Arkivfoto
EMNER 19. maj 2014 16:15 - Opdateret 19. maj 2014 18:44

AALBORG: Guldholdet fra AaB blev ikke bare hyldet af folkemængden søndag, de modtog også en gave fra Aalborg Kommune.

- Vi gav dem 10.000 kr. til bødekassen, tidligere har de fået en ting hver. I 2008 blev cirka halvdelen af de gaver, som de fik stående på rådhuset, for de glemte at få dem med. Derfor synes vi egentlig, at det var bedre, at vi gav dem noget, så de kunne fejre det ordentligt og fejre det sammen som spillere, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S).

Han tilføjer, at der var ”overstrømmende jubel”, da gaven blev overrakt. Den så kaldte ”bødekasse” bruges til at betale for festerne.

Aalborg Kommune har dog brugt mere på fejringen af AaB. ifølge borgmesteren har det kostet cirka 125.000 kr.

- Det er nogle penge, som vi har brugt, for det her er en event for hele Nordjylland. Vi har fået en massiv eksponering i forhold til det, og vi synes også, at det er vigtigt, at borgerne i Aalborg fik en ordentlig folkefest ud af, at vi for første gang i AaB’s historie får the double, siger Thomas Kastrup-Larsen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...