AaB-sportschef: Afgørende spillere er kommet ind

Allan Gaarde er yderst tilfreds med transfervinduet. Ind er kommet tre kampafgørende spillere, fortæller han.

AaB-sportschef: Afgørende spillere er kommet ind

Natten mellem den 2. og 3. september lukker Superligaens transfervindue, hvilket betyder, at det er slut med at forstærke sig for klubberne i landets bedste række.

I AaB ser sportschef Allan Gaarde tilbage på et vellykket vindue og drømmer om en topplacering.

Ind er kommet Kasper Risgård, Anders K. Jacobsen og Rasmus Jönsson. Alle spillere, som i Gaardes optik, har leveret varen.

- Jeg er super godt tilfreds med de indkøb, vi har gjort. Det er spillere, som har været afgørende for os. Anders afgjorde kampen mod Brøndby og scorede mod FC Midtjylland. Risgård har også været afgørende. Så vinduet har været super tilfredsstillende.

Mens Risgård og Jacobsen er kendte ansigter i dansk fodbold, er Rasmus Jönsson mere et ubeskrevet blad. Angriberen er lejet i Wolfsburg, og ham glæder sportschefen sig til at se i aktion. Han skal dog lige helt i topform igen.

- Forløbet med Rasmus Jönsson går efter planen. Det har hele tiden været meningen, at han først skulle i kamp i Superligaen efter landskampspausen. Han spiller reservekamp mandag, og det ser rigtigt godt ud med ham, fortæller Gaarde og forsætter:

- Som udgangspunkt er vinduet dog ovre for os. Så nu kan vi fokusere på Superligaen, og selvom vi spillede en god kamp mod Brøndby, er der stadig mange ting, vi kan forbedre, siger Allan Gaarde.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.