AaB

AaB er klar til Europa-playoff efter storsejr

Trods skader til Lucas Andersen og Kasper Kusk blev SønderjyskE kørt over. Nu venter AGF i en kamp om en plads i Europa Med en overbevisende 4-0-sejr i Haderslev tager AaB syvendepladsen fra Sønderjyske i sidste spillerunde.

Foto: Bo Lehm

Foto: Bo Lehm

FODBOLD:AaB vandt mandag eftermiddag 4-0 ude mod Sønderjyske og tager syvendepladsen i 3F Superligaen.

Dermed topper AaB nedrykningsspillet og møder nu AGF i en udekamp om en billet til kvalifikationsturneringen i Conference League.

Sønderjyske kunne ellers have bevaret syvendepladsen med bare ét point, men AaB spillede bedst, skabte flest chancer og tog en helt fortjent sejr i Haderslev mod et tamt hjemmehold.

Derfor overtager AaB syvendepladsen og skubber Sønderjyske ned som nummer otte.

Fra kampens start lagde AaB et fint pres på Sønderjyske, men fik en kold spand vand i hovedet, da anfører Lucas Andersen allerede efter et kvarter måtte forlade banen med en skade.

Ikke desto mindre lykkedes AaB med at komme foran efter 20 minutter.

Sønderjyske-defensiven blev fanget i ubalance, og inde foran mål fik den hollandske angriber Tom van Weert lobbet bolden i nettet.

Hjemmeholdet forsøgte imidlertid ikke at presse spillet længere frem på banen for at komme på omgangshøjde.

I stedet scorede AaB’s midtbanespiller Iver Fossum efter 33 minutter på et straffespark, som en skidt spillende Sønderjyske-anfører Pierre Kanstrup havde begået.

Straks efter pausen forsøgte Sønderjyske at svare tilbage ved at skubbe sig længere frem, men AaB var i fuld kontrol og afgjorde kampen efter 60 minutter. Indskiftede Rufo scorede til 3-0 med et fladt spark i fjerneste hjørne.

Herefter satsede Sønderjyske endnu mere offensivt med et par udskiftninger, men det hjalp intet, for AaB-forsvarer Jakob Ahlmann scorede til 4-0 med 20 minutter tilbage.

Det var det absolutte dødsstød for hjemmeholdet, og da AaB samtidig lettede foden fra gaspedalen, blev bolden mest af alt trillet rundt på midten af banen i kampens slutning.

AaB skal nu møde AGF i Aarhus på fredag til sæsonens sidste kamp.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden