AaB

AaB tabte sidste test i Spanien

Sparta Prag vandt på mål i de sidste minutter

AaB blev ufortjent de mindste i duellen mod Sparta Prag. Foto: Jesper Thomasen

AaB blev ufortjent de mindste i duellen mod Sparta Prag. Foto: Jesper Thomasen

FODBOLD:AaB kommer ikke igennem opstarten til forårets Superligasæson som ubesejret, efter holdet onsdag eftermiddag tabte med 2-1 til Sparta Prag.

Spillemæssigt var det dog en kamp med mange lyspunkter - og nærmest den omvendte kamp af fredagens møde med japanske Shonan Bellmare. Dengang vandt AaB heldigt i slutminutterne, denne gang tabte de ufortjent på et sent mål.

AaB startede ud uden flere af de bærende spillere. Jacob Rinne, Edison Flores og Yann Rolim blev alle sparet på grund af småskader, alligevel satte nordjyderne sig på kampen fra start og spillede godt rundt om tjekkerne dog uden at komme til de helt store tilbud.

Første tilbud inden pausen kom på et langskud fra Rasmus Thellufsen, der testede den tjekkiske keeper med et drilsk spark, men den blev verfet til hjørne.

I den anden ende forsøgte tjekkerne sig med omstillinger, og en enkelt gang blev de farlige, da et indlæg endte i panden på den store angriber Josef Sural, hvis hovedstød blev godt nappet af Michael Lansing i AaB-målet.

AaB’s tre mand på den centrale midtbane ydede dog en jætteindsats, og især Kasper Risgård må fremhæves som en mand, der havde godt blik for spillet og for at vende bolden i modsat retning, når der var brug for det.

Kort inde i anden halvleg fik AaB så resultat af spilovertaget. Rasmus Thellufsen lagde et indlæg fra højresiden af til Filip Lesniak. Slovakken fik reddet sin første afslutning, men AaB bevarede bolden, og den endte igen hos Lesniak, der denne gang scorede med et tørt, fladt spark.

Der gik dog ikke længe før tjekkerne fik udlignet. Først var de tæt på efter en misforståelse i AaB’s venstreside. Bolden blev reddet på stregen af Jores Okore og Kasper Pedersen, og sidstnævnte kom til skade i duellen. Mens han var ude til behandling pressede tjekkerne på, go netop som han kom på banen igen, blev et indlæg forlænget over Okore, og Sural kunne i halvtliggende stilling sende bolden i nettet.

AaB pressede dog stadig på, og Jores Okore burde have bragt holdet foran igen på et perfekt hjørnespark fra Kasper Risgård, der efterlod ham helt blank ved den fjerne stolpe, men forsvarsklippen, der generelt spillede en stor kamp, headede lige forbi.

Senere stod han bag et godt lob frem mod den indskiftede angriber Jannik Pohl, men han fik ikke kontrol over bolden.

Og i stedet sikrede tjekkerne sig så sejren to minutter før tid. En lang bold over i AaB’s venstreside kom ind bag den islandske gæstespiller Fridriksson. Michael Lansing prøvede at storme ud af målet og nå den først, men en tjekkisk angriber kom forrest og heade bolden ind til slutresultatet.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst