AaB tøffede i mål med hiv og sving

Nyt havari truede holdet, inden kursen blev afstukket til snæver sejr på selve mållinjen

AAB HÅNDBOLD BJERRINGBRO 25-24 HÅNDBOLDLIGAEN, MÆND AALBORG: Der er klumper i benzinen på AaB-maskinen, men i går humpede køretøjet lige akkurat over mållinjen som vinder. Det skete efter en ny flot fight af spillerne, men så afgjort også efter en kamp, der afslører, at angrebsspillet stadig ikke er oppe i de omdrejninger, man så tidligere på sæsonen. Til gengæld står alle mand skulder ved skulder i forsvaret, og det var da også her, sejren blev grundlagt efter en spændende og jævnbyrdig affære, der truede med at give AaB det tredje nederlag på stribe i Håndboldligaen. Sidst smed AaB'erne en femmåls-føring sent i kampen over styr mod Tvis/Holstebro, og i går kunne man i slutminutterne ikke holde fast i en 23-21 føring, men kom bagud 23-24, inden det hele blev vendt fra neglebidende spænding til forløsende jubel. Og AaB'erne var ikke sene til at fejre sejren, for de dansede syngende i ring midt på banen, alt imens klapsalverne stadig bragede ned over dem fra tilskuernes side. Det må have været de værdifulde point, der blev klappet af, for endnu en gang svigtede AaB rent spillemæssigt. En hel del tekniske fejl, kombineret med for mange hasarderede afslutninger, og ind imellem lidt frustrations-håndbold, fordi der manglede boldtempo til at skabe de rigtige huller. Det var så lige, som tænkes kan. Før pausen var de største føringer 6-4 til AaB, gæsterne var to mål foran ved 10-12 og AaB igen to mål foran ved pausen, 14-12. Især playmaker Børge Lund tog ansvar hos AaB. I anden halvleg var der aldrig mere end et måls forskel på de to hold før ved 20-18 og 23-21 til AaB, men Bjerringbro skulle altså komme i vinderposition endnu en gang, inden Rune Ohm og Håvard Tvedten satte tingene på plads og fremskaffede den forløsende sejr. At det var med lidt malurt i bægeret - med diskvalifikation af Håvard Tvedten to sekunder før tid - var man umiddelbart bedøvende ligeglade med i AaB-lejren, for den her sejr var så vigtig, ikke mindst rent mentalt inden mødet med de danske mestre fra Kolding på onsdag, og de stærke hviderussere fra Meshkovo på lørdag i EHF Cup'en, at det næppe umiddelbart lader sig vurdere. Nu kan holdet med anderledes ro og koncentration lade op til de særdeles vanskelige kampe, uden at tænke på, at en nederlagsstime er deres baggrund. Nu står der sejr på seneste opgør - og om et par dage, så er der ingen, som tænker over, hvordan de to point blev spillet hjem. Så er det tørre tal i en statistik, der stadig glimter flot, nu med ni sejre og kun tre nederlag i den igangværende turnering. Men hvornår skal vi se det sprudlende spil fra kæmpesejrene over Otterup og Århus igen? Kampfakta: Pausestilling: 14-12 Stillinger undervejs: 2-2, 4-4, 6-4, 6-6, 7-8, 9-8, 10-12, 14-12, 14-14, 16-17, 20-18, 20-21, 23-21, 23-24 Mål for AaB: Håvard Tvedten 6, Børge Lund 6, Rune Ohm 5, Christian Back 4 (1), Bo Pedersen 2, Simen Muffetangen 1, Pelle Larsen 1. Mål for Bjerringbro: Heinz Kart Pedersen 5, Ole Sørensen 4, Jan Sørensen 3, Morten Post 3 (2), Peter Nørregaard 2, Mads Nielsen 2, Vukasin Vojvodic 2, Ivica Zubac 2, Nicolai Hansen 1. Udvisninger: AaB fire, Bjerringbro fire Dommere: Hans Henrik Staal og Frank D. Bjerregaard Tilskuere: 1300