AaB tog luften ud af Tarm

HERRE YNGLINGE LIGA VEST HÅNDBOLD AaB Håndbold-Tarm/Skjern 2000 30-16 (11-6) Flest mål for AaB: Rasmus Skram 5, Anders Riisdahl 4, Anders Børsen 4, Nicolai Larsen 4. AALBORG: AaB målmand Søren Pedersen var i storform, og så måtte gæsternes skytter gå til pausen velvidende at der kun stod 6 på måltavlen ud for Tarm/Skjern 2000. Dermed var kampen reelt afgjort, for hjemmeholdet havde ikke de samme problemer med at finde frem til netmaskerne. Et AaB mandskab på førstepladsen i Ynglinge Liga Vest, homogent stærkt spillende - i topform, var alt for stor en mundfuld for gæsterne, der også efter pausen måtte se AaB vedblivende trække fra. Med sejren konsoliderede AaB sin førsteplads i rækken med 10 for 6 kampe. Andenpladsen indehaves af Bjerringbro med 7 point for en kamp færre. jeege