AaB tog point hos mestrene

AaB var presset i bund i anden halvleg, men fik alligevel reddet et point med fra udekampen mod FC København

Foto: Per Kjærbye/Scanpix

Foto: Per Kjærbye/Scanpix

KØBENHAVN:AaB er fortsat ubesejret i denne Alka Superliga-sæson, efter at det lørdag aften blev 1-1 i den svære udekamp mod mestrene fra FC København.

AaB begyndte opgøret klart bedst, og efter 13 minutter fik Christian Bassogog en stor mulighed for at bringe gæsterne foran, men camerouneren fik ikke ordentlig ram på Marco Meilingers frisparksfremlægning.

AaB fortsatte dog dominansen, og derfor var det bestemt heller ikke urimeligt, at det var nordjyderne, der først fik gang i måltavlen i Parken efter 13 minutters spil. Edison Flores sprang over Thomas Enevoldsens indlæg fra venstre side, og bag peruvianeren stod Christian Bassogog helt fri. Denne gang svigtede Bassogog ikke, da han med venstrebenet sendte bolden i nettet bag Robin Olsen til en fortjent 1-0-føring til AaB.

Scoringen virkede dog til at vække hjemmeholdet. Efter en halvtimes spil fik FC København den hidtil største chance, da den tidligere AaB’er Kasper Kusk med et fornemt indlæg fandt Youssef Toutouh ved den bagerste stolpe, men heldigvis for AaB headede Toutouh forbi mål.

Den store chance var dog udtryk for et mere insisterende FCK-pres, der betalte sig efter 40 minutters spil, da Andreas Cornelius oversprang Markus Holgersson og pandede Peter Ankersens indlæg i nettet til pausestillingen 1-1.

Efter pausen fortsatte FC København, hvor de slap i første halvleg, og efter 54 minutter burde hjemmeholdet have taget føringen. Indskiftede Rasmus Falk serverede bolden for Andrija Pavlovic, der tæt under mål på forunderlig vis dog fik skovlet den store chance forbi mål. Få minutter senere fik hjemmeholdet en ny stor chance, men denne gang var det Andreas Cornelius’ tur til at heade over mål, da Thomas Delaney fangede en uopmærksom AaB-defensiv med et hurtigt frispark.

FC København vadede i det hele taget i store chancer i anden halvleg, men skarpheden manglede. Efter en times spil var det Rasmus Falk, der sparkede en stor chance forbi mål.

Som anden halvleg skred frem, fik AaB dog så småt redet stormen af. Gæsterne truede aldrig rigtig Robin Olsen i FC København-målet, men nordjyderne holdt til gengæld stand i den modsatte ende.

Hjemmeholdet pressede fortsat på for den forløsende scoring, men AaB afviste flot, og derfor endte opgøret 1-1

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.