AaB-træner forlanger fokus inden revanche i pokalen

Søndag tabte AaB til AGF. Nu håber AaB's cheftræner, at spillerne finder fornyet fokus i onsdagens pokalkamp.

AaB's cheftræner, Jacob Friis, så søndag sit mandskab tabe 2-3 hjemme mod AGF.

AaB's cheftræner, Jacob Friis, så søndag sit mandskab tabe 2-3 hjemme mod AGF.

AALBORG:Onsdag mødes AaB og AGF igen, efter at aarhusianerne søndag vandt med 3-2 i Aalborg.

Efter superliganederlaget håber AaB-træner Jacob Friis dog, at de nordjyske spillere kan finde en anden tilgang, når holdene mødes i Sydbank Pokalens semifinale.

Han var nemlig ikke tilfreds med tilgangen i den første af de to dueller.

- Det er ligegyldigt med formation, eller hvorvidt man spiller til højre eller venstre, når man ikke har fysik og hjerte med. Det bliver svært.

- Jeg må kigge indad og se, om jeg har sat det rette hold og sat dem rigtigt op, siger Jacob Friis.

Dermed ser han også en åbning for, at AaB-spillerne finder bedre fokus. I næste kamp er det nemlig knald eller fald for de nordjyske chancer for en pokalfinale.

- Det håber jeg, hvis det var problemet. Der var jo meget på spil i den her kamp, og det kunne jeg slet ikke se i første halvleg.

- Det lugtede af, at spillerne var tilfredse med at være i top-6. Men jeg er ikke sat i verden for bare at spille med der. Det er spillerne heller ikke, siger AaB-cheftræneren.

Den dobbelte målscorer Patrick Mortensen var godt tilfreds med måden, hvorpå AGF vandt kampen gennem pres og fysik. Det kan også blive aktuelt onsdag.

- Jeg er ikke i tvivl om, at den kamp også skal spilles på de præmisser. Vi tog et skridt op i forhold til offensiven og defensiven, og det tegner godt, siger AGF-angriberen.

Efter superligakampen har AaB ni point op til AGF på tredjepladsen. Men Jacob Friis opgiver ikke jagten på bronze, som nordjyderne kan kæmpe med om gennem mesterskabsslutspillet.

- Der er ti kampe, og vi skal møde AGF to gange. Der er rigeligt at spille om, og det er ikke afgjort endnu, siger han.

Vinderen af pokalsemifinalen mellem AGF og AaB skal enten møde Sønderjyske eller AC Horsens i pokalfinalen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.