AaB

AaB-træner om fravalg af Kusk: Han har kreeret for lidt

Kasper Kusk var søndag helt udeladt af AaB-truppen, da han ikke har leveret varen ifølge AaB's nye cheftræner.

Kasper Kusk blev før kampen mod Randers hyldet for sin kamp nummer 200 for AaB, men den statistik fik han ikke udbygget søndag, hvor han var henvist til tribunen. Foto: Claus Søndberg

Kasper Kusk blev før kampen mod Randers hyldet for sin kamp nummer 200 for AaB, men den statistik fik han ikke udbygget søndag, hvor han var henvist til tribunen. Foto: Claus Søndberg

FODBOLD:Det var uden en af holdets store profiler, at AaB søndag spillede 0-0 mod Randers FC i Superligaen.

Kasper Kusk var, på trods af at han er den AaB-spiller, der har skabt flest chancer for nordjyderne, ikke en del af kamptruppen og måtte se hele kampen fra tribunen.

- Kasper er en fantastisk spiller, men har ikke kreeret meget, siden jeg kom til. Derfor er det ligegyldigt, hvilken erfaring eller hvilket cv den enkelte spiller har.

- Jeg vælger dem, som jeg tror, har de bedste muligheder for at vinde kampen for os, lyder det fra AaB's cheftræner, Martí Cifuentes.

Kasper Kusk var naturligvis skuffet over, at flere af de nye AaB-spillere allerede er foran ham i køen.

- Jeg synes, at jeg har spillet en rigtig god sæson, men der er kommet et par nye spillere til, som træneren vil give en chance.

- Det kan jeg selvfølgelig ikke være tilfreds med, men jeg må bare knokle videre og vente på, at jeg får chancen igen, siger han.

AaB-sportschef Inge André Olsen har flere gange fortalt, at han ønsker at slanke AaB-truppen - særligt blandt de spillere, som ikke er en del af kamptruppen.

Men Kasper Kusk er umiddelbart ikke en af dem, som er på vej ud.

- Vi må være ærlige omkring fravalget. Han har ikke leveret det, som vi forventer. Det skal han bruge som motivation frem mod næste kamp mod FC Midtjylland.

- Det er rigtigt, at vi forsøger at gøre truppen mindre, men der er andre spillere, som sidder på tribunen, der er større sandsynlighed for, at vi skiller os af med, siger sportschefen.

Kasper Kusk er opsat på at tage udfordringen op.

- Vi må se, hvad der sker i foråret. Det er endnu for tidligt at spekulere på. Jeg bakker op om trænerens valg, og så må jeg bare give den gas til træning, lyder det fra Kasper Kusk.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.