AaB-træner: Utryghed påvirker spillerne

Manglende kontinuitet og utryghed i spillertruppen kan blive resultatet af de røde tal i AaBs årsregnskab. Træner i AaB Håndbold ærgrer sig, men understreger at holdet knokler videre.

Peter Bredsdorff-Larsen har selv valgt at søge nye udfordringer. Arkivfoto

Peter Bredsdorff-Larsen har selv valgt at søge nye udfordringer. Arkivfoto

Træneren for AaBs håndboldherrer, Peter Bredsdorff-Larsen mener, at de usikre fremtidsudsigter kan påvirke truppen forud for de afgørende slutspilskampe. Peter Bredsdorff-Larsen tror dog, at spillerne står for presset. - Utryghed er ikke noget, der bidrager positivt til vores arbejde, men jeg vi synes vi er gode til at abstrahere fra al virakken, siger Peter Bredsdorff-Larsen. AaB-træneren, der syntes at fremtidsudsigterne tegnede rigtig godt for et års tid siden, erkender at virkeligheden er en anden nu. - Vi mister noget kontinuitet af det her. Det er klart at det bliver en slankere AaB-trup vi får at se til næste sæson, fortæller Peter Bredsdorff-Larsen som ellers vil lade bestyrelsen i AaB om at koncentrere sig om de røde tal. - Det er ærgerligt at kontinuiteten forsvinder, men jeg synes at det ser udmærket ud, siger AaB-træneren og pointerer, at rivalerne i Jack & Jones Ligaen er i samme båd som AaB. AaB Håndbold er nævnt som et af de områder, hvor sportskoncernen nu vil evaluere for at se på, om der er basis for håndbold på topniveau i koncernens regi. AaB offentliggjorde mandag et minus på 87 millioner som resultat for 2009. - Det er klart at AaB Håndbold kommer på tale, når der er underskud, men jeg har tillid til at enderne mødes, og vi må bare knokle videre, fastslår Peter Bredsdorff-Larsen.