AaB-trio plages af småskader

OB på menuen i Skagen

AALBORG:Brian Priske, Allan Gaarde og Rasmus Würtz plages alle af småskader før AaB's træningskamp mod Superliga-kollegaerne fra OB på Skagen Stadion i eftermiddag, og AaB-cheftræner Poul Erik Andreasen har da også taget 20 spillere med til opgaven. - Vi har kun tre træningskampe før sæsonpremieren hjemme mod FC København (lørdag 26. juli, red), så der bliver ikke plads til de store eksperimenter, men vi træner rimelig hårdt for tiden, og nogle af spillerne trækkes med små belastningsskader, siger Poul Erik Andreasen. Forsvarsspilleren Brian Priske vrikkede over på den ene ankel tidligere på ugen, midtbanespilleren Rasmus Würtz har lidt ømhed i lysken, og endelig plages Allan Gaarde af en øm vrist, så den trio må formodes at få begrænset spilletid mod OB, der har været i træningslejr i Skagen siden torsdag. Schmidt i ny rolle Gårsdagens træning i AaB-lejren peger i retning af, at der - efter salget af Andres Oper til Torpedo Moskva - skiftes til en 4-3-3-formation med følgende sandsynlige startopstilling: Jimmy Nielsen - Allan Olesen, Bård Borgersen, Thomas Bælum og Allan K. Jepsen - Michael Silberbauer, Rasmus Würtz og Stefan Bidstrup - Stefan Schmidt, Thomas Augustinussen og Allan Gaarde. Stefan Schmidt kan altså få en ny og mere offensiv rolle end før set i AaB-trøjen. OB har op til den forestående sæson sikret sig fem nye spillere - Steen Nedergaard, Matt Jordan, Martin Borre, Jacob "Gaxe" Gregersen og Nicolai Stokholm. Farums midterforsvar Jacob "Gaxe" Gregersen var som bekendt i AaB's søgelys, men det blev OB, han valgte. Hos AaB, der sikrede OB billetten til kvalifikationen til efterårets UEFA Cup-turnering ved at slå Esbjerg fB 1-0 i sidste spillerunde i sidste sæson, står Mads Bro Hansen og Peter Tranberg fortsat helt udenfor på grund af skader. OB skal op mod estiske TVMK Tallinn i UEFA Cup-kvalifikationen, og den første kamp spilles i Odense 14. august med returkamp 14 dage senere. Næste testkampe AaB spiller sin næste træningskamp mod AGF fra Superligaen allerede på onsdag i Stautrup ved Århus, mens Randers Freja fra 1. division udgør den sidste sparringspartner søndag 20. juli før braget i sæsonpremieren seks dage senere mod de regerende danske mestre fra FC København. Kampen mod Randers Freja forventes i øvrigt afviklet på Aalborg Stadion. OB har to engelske modstandere på menuen efter dagens kamp mod AaB. De to næste træningsmodstandere hedder West Bromwich Albion og Manchester City - OB møder nyoprykkede Frem i sæsonpremieren søndag 27. juli. Hos OB har nyindkøbte Martin Borre og Andrew Tembo endnu ikke deltaget i træningen. Begge spillere er småskadede med henholdsvis et hold i ryggen og en mindre fiberskade. Landsholdsemnet Søren Berg gennemgik i går en mindre operation i det ene knæ. Operationen forløb planmæssigt, og angriberen forventes tilbage på træningsbanen i slutningen af næste uge.jeri