AaB uden chance mod bundesligahold
Hoffenheim pressede superligaholdet tungt i 90 minutter
SINSHEIM: Resultatet var nådigt, da AaB lørdag eftermiddag spillede vinterens første træningskamp. På udebane i Tyskland mødte superligaholdet det ubesejrede bundesligamandskab fra Hoffenheim, og det opgør vandt tyskerne fortjent 2-0. Bedømt på spil og chancer kunne Hoffenheims sejr sagtens have været et par mål større.
Allerede i det 3. minut viste prøvespilleren Lorenzo Gordinho sit værd for AaB, da forsvarsspilleren på målstregen fik clearet en stor Hoffenheim-mulighed.
Det var et varsel om det store tryk, AaB skulle blive sat under. Bundesligaholdet, der stillede op i en ganske stærk udgave, kom da også fuldt fortjent på 1-0 efter bare ti minutters spil. Et forsvarskoks blev koldt udnyttet af den offensive midtbanespiller Nadiem Amiri.
AaB havde store problemer med at få gang i kombinationsspillet. Fejl afløste fejl, og inden kampen havde rundet 20 minutter måtte målmand Nicolai Larsen to gange agere redningsmand med fine redninger.
For at gøre ondt værre humpede Marco Meilinger efter en lille halv times spil ud med en skade. I stedet blev Magnus Christensen sendt i ilden på højrekanten.
Mod slutningen af første halvleg fik AaB omsider etableret noget spil omkring tyskernes felt, men i stedet slog Hoffenheim kontra i det 39. minut. Et mønsterangreb blev afsluttet af schweizeren Steven Zuber til 2-0.
AaB skiftede i pausen på tre positioner. Blandt andet sørgede Patrick Kristensen for, at Joakim Mæhle blev skubbet fra højre back til højrekant, og Markus Holgersson erstattede Kasper Pedersen i det centrale forsvar. Det ændrede dog ikke på et billede af fortsat tysk dominans i det sidste 45 minutter. Både AaB og Hoffenheim skiftede dog flittigt ud, og det var ikke ligefrem med til at gøre spillet flydende.
AaB kom først til chancer i kampens sidste 10 minut. Indskiftede Marco Ramkilde vristede sig fri af sin oppasser og afsluttede tæt under mål, så keeperen måtte give hjørne efter 83 minutter spil. Og i det 89. minut kom en endnu større mulighed, da Robert Kakeeto vippede bolden flot til en fri Sebastian Grønning, men den tyske keeper reddede.