Fodbold

AaB undgår rumænsk heksekedel

Udekampen mod Steaua Bukarest i Europa League skal spilles for tomme tribuner

Steaua Bukarests fans kommer ikke til at lufte deres fyrværkeri mod AaB. Foto: Vassil Donev
Steaua Bukarests fans kommer ikke til at lufte deres fyrværkeri mod AaB. Foto: Vassil Donev Scanpix Denmark

Opdateret kl. 14:54

AALBORG: Når AaB 18. september indleder holdets kampagne i Europa League-gruppespillet bliver det på et tomt stadion i den rumænske hovedstad. Uefa har dømt Steaua Bukarest til at spille kampen uden tilskuere - som straf for flere episoder i den afgørende kvalifikationskamp til Champions League mod bulgarske Ludogorets for nylig.

Her gjorde de rumænske fans sig ifølge Uefa skyldige i racistiske tilråb, ligesom de kastede ting på banen og affyrede fyrværkeri.

Steaua Bukarest har efter reglerne fem dage til at appellere Uefas kendelse, men det europæiske fodboldforbund har udstukket en hård kurs mod racisme, så det er højst tvivlsom, om rumænerne får noget ud af en appel.

- Det betyder i så fald, at det kun bliver vores officielle delegation, der må komme ind på stadion for at se kampen. Ingen fans har adgang, fortæller AaB’s sportschef Allan Gaarde.

Han mener dog ikke, at kendelsen sportsligt gør den store forskel for AaB.

- Som spiller er det altid en fornøjelse at spille for et stort publikum, men det er selvfølgelig lettere at kommunikere på banen, når der ingen tilskuere er. Det er nok mere specielt for Steaua, der ikke får deres fans i ryggen, men tanken er jo også at straffe dem - og ikke os, siger Allan Gaarde.

Der har også tidligere ved flere lejligheder været problemer med opførslen hos Steaua Bukarest-fansene, så Uefa truer faktisk med at smide rumænerne ud af Europa, hvis episoderne bliver ved med at gentage sig.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden