AaB vandt topopgøret

Ikast 15. september 2002 08:00

Fodbold, danmarksserien AaB-AGF 3-1 (1-1) AALBORG: AaB forsvarede førstepladsen med 3-1 sejren over AGF i en kamp mellem rækkens måske to bedste hold, der leverede en seværdig fodboldkamp, som godt kunne være endt 5-3 til AaB, så mange chancer var der til begge hold. - Den bedste kamp i denne sæson. AGF blev ligeså svær en opgave, som jeg havde forventet, men sejren viser den store bredde, der er hos os og ikke mindst talent på holdet, sagde træner Claus Gaihede, der havde store roser til sine spillere for den flotte indsats. AaB udlignede tre minutter inden pausen. Indrek Zelinski sendte fra venstre bolden ind foran mål og ved fjerneste stolpe headede Kasper Riisgaard i nettet til 1-1. Midt i anden halvleg blev det 2-0, da Erik Bo Andersen headede i mål efter oplæg fra Morten Larsen. I kampens sidste minut slog Indrek Zelinski sejren på 3-1 fast, da han udnyttede Niels Christian Jensens perfekte forarbejde til 3-1. Kampfakta: 0-1 Farid Baden, 1-1 Kasper Riisgaard, 2-1 Erik Bo Andersen, 3-1 Indrik Zelinski. Brabrand-Nørresundby 2-0 (1-0) BRABRAND: NB skuffede på ny, da man tabte til bundholdet Brabrand, med det andet nederlag i træk. - Vi spillede ikke godt, for at sige det lige ud, så var det en elendigt indsats, sagde en ærlig holdleder, Bjarne Pedersen. Brabrand fik lov at score to lette mål, mens NB i den anden ende slet ikke ikke kunne score på de chancer, man fik. Rasmus Kyvsgaard kiksede i første halvleg, og i anden halvleg skød han over mål. Efter at Brabrand efter tre minutter i anden halvleg var kommet foran 2-0, fik NB overtaget, men uden at man formåede at spille sig til mere end et par chancer. Brande-Lindholm 3-1 (1-0) BRANDE: - Vi må erkende, at det bliver en hård kamp for at holde os fri af nedrykningspladserne. Mod Brande havde vi chancer nok til at få point med hjem, men vi scorer ikke på dem. Brande havde fire chancer i kampen og scorede på de tre. Det er rutineret af dem, sagde Lindholms træner, Ole Nielsen. De to hold byttede plads i tabellen, og Lindholm er nu blandt de fire nederste i en række med stor jævnvbyrdig. Ole Nielsens frustration over nederlaget og de mange brændte chancer forstår man, for det var mange, man brændte. I første halvleg var Jan Toftdal spillet alene med hjemmeholdets målmand tre gange. To gange skød han tæt forbi stolpen, og den sidste gang klarede Brande-målmanden. Henrik Pedersens lop fra 40 meter, fik Brandes målmand slået op på overliggeren. Lindholm fik 20 minutter før tid reduceret til 2-1, da Henrik Pedersen flugtede i nettet. Det gav et Lindholm-pres, men fem minutter senere slog Lars Antonsen kontra til 3-1. Det fik ikke Lindholm til at give op, men Morten Knud Christensen brændte to store chancer i de sidste ti minutter. Kampfakta: 1-0 Johannes Færch, 2-0 Nicolaj Eg, 2-1 Henrik Pedersen, 3-1 Lars Antonsen. Ikast-Hobro 2-0 (2-0) IKAST: - En kamp, vi hurtig glemmer. Vi havde masser af spil, men tilspillede os ikke en eneste chance i kampen, sagde Hobro-træner Per Sørensen, der med nederlaget nu er trejdesidst. - Vi var lige kommet bagud 1-0, da vi efter en halv time fik Brian Lassen vist ud for en stempling af en Ikast-spiller, og så blev det endnu mere op ad bakke for os, end det havde været i starten af kampen. - Ikast valgte at spille med mange lange bolde op i vores straffesparksfeldt. Det gav masser af spil til os midt på banen, men uden at vi formåede at udnytte det til målchancer, så det er hurtigt videre til næste kamo, tilføjer Per Sørensen. -niss

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...