Fodbold

AaB varm på svensk forsvarsspiller

Nordjyderne angiveligt i hård konkurrence med IFK Göteborg

Karl Svensson (t.v.) kæmper her med Jeppe Curth i en Royal League-kamp mellem IFK Göteborg og AaB i Aalborg i februar 2006. Nu bliver de to spillere måske holdkammerater i AaB. Foto: Scanpix

Karl Svensson (t.v.) kæmper her med Jeppe Curth i en Royal League-kamp mellem IFK Göteborg og AaB i Aalborg i februar 2006. Nu bliver de to spillere måske holdkammerater i AaB. Foto: Scanpix

AALBORG:AaB har allerede snuppet cheftræner Magnus Pehrsson i Göteborg, og nu er der udsigt til, at de danske fodboldmestre henter en forsvarsspiller, Karl Svensson, med rødder i samme by. Mens Magnus Pehrsson i fjor trænede GAIS Göteborg, har Karl Svensson sin baggrund hos "storebror" IFK Göteborg, hvor han spillede fra 2003 til 2006 og fik sit gennembrud i Allsvenskan i 2004, da han for alvor kom ind i varmen efter klubbens salg af den nuværende FCK'er Mikael Antonsson til Austria Wien. I januar 2006 debuterede Karl Svensson på det svenske A-landshold i en testkamp mod Saudi Arabien, og han blev udtaget til VM-slutrunden i Tyskland samme år, dog uden at komme på banen. Solgt til Glasgow Rangers Kort efter VM blev han solgt til Glasgow Rangers, men uden at kunne bide sig fast på førsteholdet, og i fjor gik turen til franske Caen, hvor han også har haft svært ved at få spilletid. På den konto har Karl Svensson givet udtryk for, at han gerne vil prøve noget nyt, og ifølge den svenske avis Expressen står han højt på ønskesedlen i både IFK Göteborg og AaB. IFK Göteborg satser hårdt på at vinde det svenske mesterskab i den kommende sæson, og avisen giver klubben et lille plus i kapløbet om den 24-årige forsvarer, men konstaterer samtidig, at AaB kan slå kontra med Champions League-millionerne i ryggen. Karl Svenssons nuværende kontrakt løber til sommeren 2010, og på den internationale fodboldbørs vurderes hans markedsværdi til at ligge på ca. fem mio. kr. Brug for nyt blod Hos AaB vil et engagement af Karl Svensson falde fint i tråd med ønsket om at styrke forsvarskæden, ikke mindst set i lyset af, at både Kasper Bøgelund, Steve Olfers og Martin Pedersen har kontrakter, der udløber til sommer, ligesom uheldige Michael Beauchamp endnu mangler at overbevise om sine kvaliteter. En ny midterforsvarer kan desuden åbne mulighed for at skubbe Michael Jakobsen ud på venstre back, hvor AaB tøver med at beholde Martin Pedersen. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra AaB's sportsdirektør Lynge Jakobsen.