Aalborg

AaB vil være med i toppen

Nordjyske talenter i samlet flok

AALBORG: I sidste sæson bejlede AaB's ynglinge til mesterskabet, men snublede så i sidste runde til B1913 og måtte tage til takke med DM-bronzen slået i sølvkampen af Brøndby på reglen om flest mål. Dengang blev holdet båret af profiler som Simon Bræmer - nu Hjørring Idrætsforenings 2. divisionshold - og Buster Munk, der netop har haft debut for FC Nordjyllands succeshold i 2. division. Tilbage fra 2002-sæsonen er kun kvintetten Christoffer Mørk, Henrik Bruun, Michael Lykke, Kasper Gaihede og Glen Mogensen. - I år har vi et homogent hold uden de store profiler, siger holdleder Per Bach forud for sæsonpremieren på lørdag hjemme mod Silkeborg. - Det er en god bred trup, hvor alle kan gøre sig gældende til en plads i startopstillingen. Det har givet en fantastisk høj træningsmoral og samtidig selvfølgelig højnet træningen. Trods den naturlige dræning af spillere til seniorrækkerne, så håber og tror trioen bag ynglingene - cheftræner Per Lindgren Hansen, hans højre hånd Lennart Bak og Per Bach - på en placering til den sammenbragte nordjyske flok i Top-5. Før denne sæson er Jacob Hørby og Nikolaj Holm Pedersen kommet til fra Hjørring, mens målmanden Kristian Kirk har forladt Thisted til fordel for AaB. - Det bliver en meget jævnbyrdig række, hvor vi lige så godt kan ende nummer et som nummer fem, erkender Per Bach og peger på Brøndbys forsvarende vicemestre og KB som nogle af favoritterne. Modstanderne i sæsonpremieren har han også stor respekt for. - De trækker altid en masse gode spillere fra deres sportscollege, som han siger.toto