AaB

AaB vinder jysk klassiker over sejrsløse AGF

AaB fik søndag sæsonens første sejr, da AGF, som fortsat er uden sejr i Superligaen, hjemme blev besejret 2-0

Foto: Martin Damgård

Foto: Martin Damgård

FODBOLD:Fjerde gang blev lykkens gang for AaB i forsøget på at hente den første superligasejr i sæsonen. Søndag blev AGF sendt hjem med 0-2 i bagagen i den jyske klassiker.

Gæsterne fra Aarhus må dermed fortsat kigge langt efter den første sejr i sæsonen, hvor det hidtil er blevet til to uafgjorte og to nederlag.

Sejren til nordjyderne var ganske fortjent. De gik til pause med en 1-0-føring efter en lige første halvleg og satte tingene på plads i anden halvleg med en dominerende indsats.

AaB havde flere idéer og kom frem til flere chancer, og i sidste ende kunne sejren også have været endnu større.

Med de tre point hopper AaB op på femtepladsen med fem point i alt, mens AGF med to point er nummer 11.

Første halvleg startede lovende, da AGF's kantspiller Jon Thorsteinsson efter bare to minutter ramte overliggeren.

Islændingens chance var dog en af første halvlegs få. Spillet var i stedet præget af mange spilstop, der satte en dæmper på tempoet.

De fleste af de 7903 tilskuere fik dog lidt at juble over inden pausen, da AaB efter en god halv time kom i front efter et fint angreb.

Her havde norske Iver Fossum sidste fod på, og midtbanespilleren sørgede med en sikker inderside på en ripost for nordjysk pauseføring på 1-0.

Bare fem minutter inde i anden halvleg var der mere at glæde sig over for aalborgenserne, da forsvarsspiller Mathias Ross gjorde det til 2-0.

Den bare 20-årige midtstopper kom først på et hjørnespark, som han ubesværet kunne sparke i det lange hjørne.

Selv om det herefter var udeholdet, som skulle jagte, var AaB dominerende og burde have scoret til 3-0 i den periode.

AGF kom til sidst bedre med og havde gode muligheder i slutminutterne, men kom ikke tættere på end et hovedstød på stolpen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.