AaB-ynglinge ramt af hårde kendelser

AB-AaB3-0 (1-0) Fodbold, Ynglingeligaen KØBENHAVN: Mens fire af profilerne hjalp klubbens DS-mandskab til sejr, løb AaB's ynglingeligahold ind i hele tre røde og fire gule kort i opgøret på udebane mod AB, der helt slap for påtale fra dommeren. - Det er første gang vi i den grad følte os bortdømt i en kamp på Sjælland, siger AaB-holdleder Per Bach. Dommeren stjal på negativ vis billedet i en kamp, hvor vores unge mandskab spillede en flot første halvleg med den nye anfører, Semir Cankusic, som en glimrende kaptajn. - Det direkte røde kort til Christian Nürnbergberg efter 80. minutters spil, hvor han lavede en hævnagt, kan vi ikke sige noget til, men de to sidste udvisninger til henholdsvis Casper Fallingborg og målmand Kenneth Stenild står helt for dommerens regning. Førstnævnte fik først et gult kort for - ifølge dommeren - at løbe ind i ham bevidst, hvorefter det andet gule kort og dermed et rødt faldt kort efter for et tilfældigt frispark. - Og efter scoringen til 2-0 seks minutter før tid fik Kenneth Stenild direkte rødt for - ifølge dommeren - at træde på en AB'er, da han rejste sig. - Der var slet ikke tale om en hårdt spillet kamp, så det er højst besynderligt, at dommeren kunne finde tre røde og fire gule kort til os, slutter Per Bach. jop Kampfakta: Mål: 20. minut, 1-0 Jacob Nørgaard, 83. minut, 2-0 Frederik Gjessing, 84. minut, 3-0 Jacob Bøje Advarsler: AB 0, AaB 4 Udvisninger: AaB Christian Nürnberg, Casper Fallingborg og Kenneth Stenild