Åben konflikt i NATO

Belgien vil blokere for alliancens hjælp i en Irak-krig

EMNER 10. februar 2003 07:00

BRUXELLES: Krisen i NATO blev søndag uddybet, da medlemslandet Belgien meddelte, at det vil bruge sin vetoret og blokere for Tyrkiets og USA's forsøg på at få NATO-hjælp i tilfælde af en Irak-krig. En så åben konflikt er sjælden blandt de 19 medlemslande i NATO, der normalt træffer beslutninger på basis af konsultationer og enstemmighed. Det påvirker dermed også dansk sikkerhedspolitik, at den belgiske udenrigsminister Louis Michel, søndag på belgisk tv oplyste om vetoet. - Hvert land har vetoret, sagde Michel og tilføjede, at Belgien "ikke er klar til at acceptere logikken i denne krig". Ifølge Michel ventes også Tyskland og Frankrig at modsætte sig egentlige drøftelser om en planlægning. NATO-landene er blevet bedt om at støtte Tyrkiet, der grænser op til Irak, samt i givet fald at yde indirekte støtte til et amerikansk-ledet angreb på Saddam Husseins styre. Det amerikansk-tyrkiske initiativ drejer sig om at sikre den tyrkiske grænse og udlåne alliancens radarovervågningsfly af AWACS-typen. De tre landes blokade har varet tre uger og vakt voldsom harme i USA. Forsvarsminister Donald Rumsfeld kaldte det lørdag "utilgiveligt" ikke at hjælpe et alliancemedlem, som føler sig truet. - Det, der lider skade er NATO, ikke Tyrkiet. At forhindre et forsvar... bare planlægningen og ikke engang selve indsatsen... det mener jeg er utilgiveligt, sagde Rumsfeld, mens den fremtrædende amerikanske senator, John McCain, gik videre og talte om "alvorlig skade" på NATO-samarbejdet. - De seneste handlinger fra Paris og Berlin har skabt alvorlig tvivl hos lande på begge side af Atlanten om deres vilje til multinationalt diplomati, sagde McCain og beskyldte Tyskland og Frankrig for at underminere en afvæbning af Irak. Belgien, Frankrig og Tyskland mener imidlertid, at planlægningen på nuværende tidspunkt kan underminere mulighederne for en diplomatisk løsning i spørgsmålet om Irak. Ifølge Louis Michel er belgiske repræsentanter derfor allerede blevet instrueret om at blokere for USA's anmodning. - Vi er sammen med Frankrig og også Tyskland, tror jeg, i gang med at forberede dette brev for at udøve vores vetoret, sagde Louis Michel. USA's militære planer om at afvæbne det irakiske regime med Saddam Hussein i spidsen har skabt dybe rifter i Europa med Frankrig og Tyskland som mere og mere isolerede på det europæiske kontinent - men stadig lige stærke modstandere af en USA-ledet militær aktion. I den modsatte lejr førte Storbritannien, Italien og Spanien an, da lederne af otte europæiske lande, heriblandt Danmark, for nylig underskrev et offentligt brev, der gav fuld støtte til USA. En række østeuropæiske lande har ligeledes givet udtryk for deres opbakning til amerikanerne. For at løse op for den interne strid har alliancens generalsekretær, George Robertson, sat i dag, mandag kl. 10 dansk tid, som frist for de NATO-medlemmer, der officielt måtte ønske at blokere. /ritzau/AFP

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...