Åbenhed er en styrke

Tanken melder sig hurtigt, når Norden oplever en tragisk begivenhed som drabet på den svenske udenrigsminister Anna Lindh: Passer vi godt nok på de folkevalgte i vore åbne, demokratiske samfund? Svaret hører ikke til de enkle. Slet ikke i Sverige, som stadig har traumer efter det uopklarede drab på statsminister Olof Palme 28. februar 1986. Alene af den grund har det svenske politi en ekstrem stor forpligtelse til hurtigt at finde morderen denne gang. Angrebet på Anna Lindh var ikke blot et angreb på en populær, vellidt og fra alle sider anerkendt politiker. Det var også et angreb på hele vores samfundsmodel, der bygger på åbenhed og tilgængelighed - den vittige talemåde "har du talt med din folkevalgte i dag?" rummer langt mere end en vittighed. Naturligvis må politikere og politi også i Danmark vurdere, om sikkerheden skal strammes op. Skal det være sværere at komme ind på Christiansborg, hvor adgangskontrollen allerede er øget efter 11. september og Danmarks deltagelse i krigen i Irak? Skal ministre og andre toppolitikere udstyres med livvagter, så snart de bevæger sig ud i samfundet? De danske politikere siger nej fra en side af. Og tak for det. En vigtig forudsætning for et fungerende folkestyre må være, at de folkevalgte deltager i samfundets almindelige liv som alle andre borgere. Et lands justitsminister vil til enhver tid stå højt på en liste over mulige ofre for politiske attentater. Men som et sundhedstegn ved det danske samfund kunne Frank Jensen uantastet og uden livvagter tage sine løbeture i Skanseparken og resten af Nørresundby i sine år som justitsmininster. De svenske partier har valgt at holde fast ved afstemningen på søndag om Sveriges deltagelse i ØMU-en. En aflysning eller en udsættelse vil være en sejr for modstanderne af det åbne samfund. Samfund som det danske og det svenske kræver åbenhed og ligeværdighed. Hvis vi låser alle døre, konstant kontrollerer hinanden og udruster en hær af livvagter og vagtfolk - så har vi måske vundet det første slag. Men vi taber krigen og i sidste ende vores samfundsmodel - og trods sine fejl og mangler er demokratiet stadig den mindst ringe styreform.