EMNER

Åbenhed er kode- ordet

NORDJYLLAND:Mange af de nye kommuner famler lidt i blinde, når de planlægger, hvordan de skal informere borgerne om deres virke. Det konkluderer Dansk Journalistforbund, der har taget pulsen på situationen lige nu. Status er, at langt de fleste af de nye kommuner har mere eller mindre omfattende strategipapirer om deres informationsstrategi. Men det er under hver 10. kommune, der forinden har vurderet behovene hos brugerne. - Råder man ikke bod på det, risikerer de nye lokale demokratier at komme skidt fra start, fordi kommunikationen ikke lever op til borgernes forventninger, siger formanden for Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregaard. I rapporten fremhæves den nye Brønderslev-Dronninglund Kommune for sin håndtering af kommunikationen. Både fordi ambitionsniveauet er højt, og fordi åbenhed generelt indgår som et krav. Borgmesteren i Brønderslev, Jens Arne Hedegaard (V), glæder sig: - Vi er da glade, hvis vi kan være forbillede for andre kommuner. Vi har i Brønderslev i en årrække arbejdet meget bevidst med kommunikation og har den klare politik, at vi også melder negative ting ud, siger han. team