Åbenhed og fællesskab

Hvad er folkekirken? Den er – at der løber en strøm af tro, håb og kærlighed gennem hele landet, fra menneske til menneske, i en arv efter Jesus;

- at alle og enhver kan gå ind i en kirke og deltage i en gudstjeneste; at der er en sognepræst, som alle kan henvende sig til og tale med om liv og død, glæde og sorg – uden at blive registreret; - at klokkerne ringer ud over landet morgen og aften og minder om fred og bøn; - at alle børn får tilbud om undervisning og oplevelser i kirken; - at tusindvis af børn får en musikalsk og social opdragelse i kor; at der foregår en stadig samtale om etik, kunst, liv og tro rundt om i konfirmandstuer og sognegårde, - at der drikkes tøndevis af kaffe i almindelig medmenneskelig samtale og frivilligt arbejde; - at begravelsen af den ukendte ikke står tilbage for begravelsen af byens spidser i respekt og værdighed; - at det enkelte menneskes livsfester bliver rummet i et fællesskab af sang og bøn om velsignelse, - at der er kirker og kirkegårde ud over hele landet, der står som åndehuller af fred og skønhed, historie og nutid; - at der dag for dag lyder en åben forkyndelse af Gud som Fader, Søn og Helligånd, som man kan tage imod eller lade være, forlade og vende tilbage til - grine af og en dag pludselig få brug for. Alt dette og meget mere er folkekirken. Menigheder, menighedsråd, kirkens ansatte, præster og frivillige – alle arbejder sammen på, at alt dette finder sted. Som i en bikube - bortset fra , at en bikube er strengt organiseret i et hierarki under dronningen. Det er folkekirken ikke. Den er en organisme, et netværk, hvor samarbejde, fælles glæde og engagement er det afgørende og bærende. Det er denne folkekirke, jeg gerne vil gøre tjeneste for som biskop. Jeg håber, jeg kan bidrage til at holde netværket levende og arbejdende ved at respektere forskelligheden og rummeligheden i folkekirken. Som biskop skal man passe på med at have for mange målsætninger, fordi biskoppen står til tjeneste for hele den folkekirkelige organisme og ikke for et strømlinet firma. Alligevel vil jeg pege på tre områder, som jeg særlig vil kaste mine kræfter ind på: * Åben, visionær ledelse * Forkyndelse, der når det moderne menneske * Folkekirkens fællesskab i ord og handling. Åben og visionær ledelse: Netop fordi folkekirken har et så vidtforgrenet rodnet, skal biskoppens ledelsesansvar forvaltes nærværende og åbent, så alle føler sig hørt og taget alvorligt fra det mindste sogn til stiftsrådet. Biskoppen skal have øjne og ører åbne for, hvad der rører sig – både af konflikter og problemer og af visioner og grokraft rundt om blandt folkekirkens medarbejdere, de ansatte som de frivillige. Sådan vil jeg gerne være med til at skabe åbenhed og tillid, så mennesker tør bruge sig selv for folkekirkens sag og vide, at ledelsen bakker op om arbejdet. Forkyndelsen: Dygtige og engagerede præster er folkekirkens vigtigste ressource. Biskoppen har en stor opgave i at vejlede og støtte præsterne i at yde deres bedste uden at brænde ud, og i stadig at arbejde med, hvordan der forkyndes meningsfuldt i det moderne samfund. Teologi er alt for spændende til at være lukket inde i bøgerne. Teologien skal gennem præstene sættes i omløb og samtale i sognene, så vi får sprog til at tale om, hvad vi tror på, og til at fortolke den kristne tradition. Folkekirken skal bære evangeliet videre om Jesus, der som ingen anden gjorde ord og handling til ét. Når mennesker melder sig ud af folkekirken er det som oftest ikke på grund af evangeliet, men fordi de er blevet skuffede over, at folkekirken ikke lever op til evangeliet i sine handlinger. Jeg vil gerne være med til at styrke fællesskabet i sognene om kirkens væsentlige opgaver i undervisning, samvær, omsorg for de svage og mission og religionsmøde, så næstekærlighed ikke bare er noget, vi siger, men noget, vi gør.