Åbenhed og samtale skal fjerne mobning

Lars Bom erklærede krig mod mobning på privatskolen

HJØRRING:- Jeg vil aldrig mere vaske min hånd. Den har rørt ved Lars Bom! En af de yngre elever på Hjørring Private Realskole (HPR) er himmel-henrykt. Han har sneget sig ind i skolens gymnastiksal for at opleve skuespilleren tale til 8.-10. klasserne om sine erfaringer med mobning, og han har lige nået at komme i nærkontakt med Johnny Olsen fra Rejseholdet alias strisseren fra Samsø alias Bamse alias Lars Bom. Lars Bom var i går på besøg for at tage hul på HPRs anti-mobbedag, som blev afviklet i forlængelse af et længere forløb om udvikling af en anti-mobbeplan for skolen. Målgruppen var i denne omgang eleverne i 8.-10. klasse, men de øvrige klassetrin inddrages også senere, for hverken i 1. eller 3. klasse kan man være sikker på, at der er mobbefri zone. Lars Bom er selv blevet mobbet som barn, og han tager rundt på skoler i hele Danmark for at fortælle om mobning. - Jeg erklærer krig mod mobning, sagde han til de mere end 300 elever og lærere, der stod og sad i en tæt pakket gymnastiksal og lyttede intenst. Lige meget værd - Vi er allesammen forskellige mennesker, men vi er lige meget værd. Det er bare ikke alle, der husker det, lød det fra skuespilleren, som også fortalte med udgangspunkt fra den skole, hvor hans egne børn går, og hvor der er udarbejdet en handleplan mod mobning. Planen består kort og godt i, at eleverne lærer at tale sammen om, hvordan de har det. Det sker en gang om ugen i 20 minutter i hver klasse, og er der problemer, så søges de løst gennem samtale. Og der er ikke tale om skæld ud men reel samtale, understregede Lars Bom. Lykkes det ikke at løse problemerne med samtale, og fortsætter mobningen, holdes den, der mobber, under opsyn, og hjælper det heller ikke tilstrækkeligt, tvinges eleven over i en parallelklasse. - Og den trussel plejer som regel at hjælpe. Ingen vil over i parallelklassen. Der er et nyt hieraki, og man kan ikke være sikker på, hvilken plads, man får, sagde Lars Bom til forsamlingen. Han synes, det er vigtigt, at alle skoler sætter sig for, at de ikke vil tolerere mobning og chikanerier. Og hvis det forekommer, skal det stoppes. Blev forfulgt - Vi er allesammen en sum af det, vi oplever i vores liv. Kroppen husker, og det ændrer ens personlighed, når man bliver mobbet. Jeg kan f.eks. i dag stadig komme i en situation, hvor jeg er bange for mennesker, og det er inderst inde fordi, der stadig er en lille rest tilbage af angsten for, at nogen ikke vil mig det godt. Lars Bom er blevet mobbet med sin næse, og i teenageårene gjorde han alt for ikke at smile, fordi et smil gjorde næsen bredere. - Der var i min klasse tre drenge, der altid mobbede. Jeg var et år yngre end dem og et let offer, og i 7. klasse blev jeg for alvor offer. Jeg var overbeskyttet hjemmefra og en af de yngste, og de tre super-mobbere opfandt "helvedes-ugen", som jeg bl.a. blev udsat for i løbet af 7. klasse. "Helvedes-ugen" gik ud på at udvælge en klassekammerat, som på alle måder skulle forfølges i en uge, og det stod på i mere end et år og gik ud over op mod 40 børn. For mig begyndte det med, at de en morgen ventede på mig 100 meter fra vores hus, og så var de ellers på nakken af mig en hel uge. De kommenterede alt ved mig, og alt var forkert, og det var utroligt hårdt. Jeg turde ikke sige det til min mor og far, fordi jeg var bange for, at de ville reagere hen over hovedet på mig, og da det var ovre, var jeg bare lettet over, at det var slut, fortalte Lars Bom. Hip til forældrene Hans bedste og eneste bud på løsning af problemer med mobning er samtale, og så påpeger han vigtigheden af, at børn og unge tvinges til selv at deltage i at løse konklikter og mobberi. Han havde under foredraget også et hip til forældrene. - Forældre skal i hjemmet ikke bagtale andre mennesker. Børn lærer af deres forældre, og de skal ikke tro, at bagtaleri er i orden. Og så skal vi allesammen blive bedre til at rose hinanden. Jeg kunne nogle gange godt unde andre at opleve, at 500 mennesker klapper af dem efter et teaterstykke. Det er en skøn oplevelse, og vi skal huske at rose hinanden. Og så skal familierne være noget mere sammen. I nogle hjem ses der det, jeg kalder parallel-tv. Forældrene ser tv-avis og nyheder i stuen hele aftenen igennem, og børnene ser serier på deres værelser. Det er en sovepude. Kom væk fra det! Vi skal være opmærksomme på hinanden og ikke være fraværende familiemedlemmer, sagde Lars Bom. Han understregede, at det med tv-kiggeriet naturligvis ikke gælder de to nye afsnit af Rejseholdet, der sendes til jul... Og sandsynligvis heller ikke Bamse og Kylling. I hvert fald var den store og populære finale på dagens arrangement med Lars Bom en fremførelse at Bamses "Regnsangen" på opfordring fra publikum. Uden Bamse-kostume men med den rette mimik og stemmeføring sang Lars Bom til taktfast applaus fra de begejstrede 8.-10. klasser.