Åbent brev til Arne

PÅ en skole i Støvring arbejder en mand som hedder Arne. Jeg kan godt lide Arne. Jeg lærte ham at kende sidste år. Han virker som en dygtig, engageret og visionær person, som interesserer sig rigtig meget for den danske folkeskole.

Der er bare noget jeg ikke forstår, og det er at Arne er Venstremand. Jeg forstår ikke hvordan han kan tilhøre et parti som er gået fra at elske frihed for den enkelte og folkeoplysning, til at elske centralisme, tvang og tankpasserlærdom. Arnes parti er i regering og har i den forbindelse bestemt, at alle børn er for dårlige til at læse og skrive og for dårlige til at blive dygtige til at tjene penge til Danmark. Partiet har sammen med nogle andre partier bestemt, at lærerne i skolerne er for dårlige til at finde ud af hvad børnene kan, for dårlige til at konkurrere og for dårlige til at fortælle hvad de selv er dårlige og gode til. Arnes parti siger også, at hvis man går i 10. klasse spilder man sin tid, og at man leger for meget i børnehaveklassen – man skal lære noget mere noget tidligere, for ellers kommer man ikke til at tjene penge nok til landet. Det der med folkeoplysning var ellers noget nogle fra Arnes eget parti var med til at finde på for mange år siden. Det hed folkeoplysning fordi det var vigtigt at alle blev lyst op. Man skulle ikke bare lære noget udenad. Man skulle lyses op. Man skulle have aha-oplevelser. Personlig dannelse, kaldtes det. Man skulle blive nysgerrig, videbegærlig, man skulle blive god til at være sammen med andre, god til at diskutere og til at finde på. Men sådan er det ikke mere. Nu skal man kunne nogle helt bestemte ting udenad. ”Kanon!”, tænker dem fra Arnes parti, men det hedder nu kanon – med tryk på første stavelse. Man skal kunne besvare nogle prøver der er lavet af nogle folk langt væk. Man skal kunne måle om man er ligeså god til matematik som en jævnaldrende i Portugal. Man skal skynde sig at tage en uddannelse, selvom det ikke står i grundloven at man SKAL tage en uddannelse. Man skal evaluere sine lærere, for det kan jo være nogle dovne hunde og man skal helst ikke have brug for specialundervisning, for det er så dyrt. Alt det Arnes parti har fundet på sammen med de andre partier, det med prøverne, som hedder tests og det med flere timer i dansk i stedet for de sjove fag, koster penge. Men dem skal kommunerne altså selv finde et sted, som de ikke ved hvor er. De får ingen penge fra Bertel, undervisningsministeren, som er ham der vil sidde og bestemme alt inde fra sit kontor. For Arnes parti er meget optaget af, at ingen må betale mere i skat. Så har man nemlig ikke råd til at komme på sommerferie, og det er meget vigtigt efter et skoleår, med de nye regler lavet af Arnes parti. Jeg kan godt lide Arne, men jeg kan ikke lide Arnes parti, når det ikke længere vil være med til det der med at oplyse. Det vil formørke. Som om der er blevet lidt for lyst. Og lyst må der have været, for Danmark har aldrig været rigere – børnene har aldrig været klogere, mere kreative, diskussionslystne, innovative og glade. Men det synes Arnes parti er noget sludder – for man kan ikke se det inde på Bertels kontor, og det skal man helst kunne, synes han. Hvad mon Arne synes?