Socialforhold

Åbent brev til borgmester Maarup

Læserbrev.

MARIAGER:Vi er en flok mennesker her i den gamle Mariager Kommune som er meget kede af det, vrede og skuffede! Og det er du ansvarlig for, Maarup! Vi er alle tilknyttet lokalpsykiatrien, centreret omkring vores være- og aktivitetssted ¿Midtpunktet¿ i Assens. ¿Midtpunktet¿ har eksisteret i ca. 12 år, og jeg har selv genem alle årene gjort brug af både det og den hjælp og støtte i hjemmet, som udgår derfra. Jeg har oplevet værestedet og lokalpsykiatrien blive bygget op til et rimeligt velfungerende tilbud til kommunens psykisk syge og misbrugere, men nu ser jeg hele herligheden rutsje ned ad en meget stejl bakke mod en afgrund af tilintetgørelse og ligegyldighed overfor en gruppe menneskers eksistensberettigelse! Vores værested bliver ganske enkelt sparet væk og vort personale bliver presset så hårdt på både tid og løn, at de ligger syge i månedsvis eller opgiver kampen og går, før de bliver syge! Husker du, Maarup, dit besøg hos os i ¿Midtpunktet¿ for ikke så længe siden, hvor vi brugere bad dig lytte til vore bekymringer og behov? Vi fortalte dig om vore bekymringer for personalets helbred og værestedets eksistens p.g.a. nedskæringer og indskrænkninger! Og vi fortalte dig om vore behov for tryghed v.h.a. ro, struktur og kontinuitet i vores liv og omgang med andre mennesker! Vi fortale dig om hvor mange kræfter, det kræver af den enkelte psykisk syge blot at overleve sit eget liv! Vi har brug for hjælp og omsorg, og det er et kæmpearbejde for personalet at yde dette, bl.a. fordi mange af os faktisk er bange for både kontakten med andre mennesker og for at tage imod hjælp og omsorg! Vi har brug for både at kunne modtage støttebesøg og -samtaler i vore hjem og et sted i nærmiljøet, hvor vi indenfor trygge rammer kan øve os i at være sammen med andre mennesker, og hvor vi kan få hjælp og støtte,, når livet gør mere ondt, end medicin alene kan klare! Vi var urolge for ¿Midtpunktets¿ fremtidige eksistens p.g.a. besparelser og indskrænkninger og fordi, vi havde fået at vide, at ¿bostøtte¿ er lovbefalet, mens værestedet kun er noget, der kan tilbydes! Vi er altså din og dine politikerkollegaers velvilje, og hvis du finder det for godt, kan vi psykiatribrugere altså få bevilget en times samtle hver fjortende dag - og så forresten sidde hver for sig og spise piller mens vi kigger på væggene hjemme hos os selv! Ingen hjælp til at komme hjemmefra, ingen støtte til at turde være sammen med andre mennesker, ingen steder at gå hen, når medicinen ikke kan klare alt og man ikke kan skønnes indlæggesesberettiget! - Det er et ensomt liv mange af os dømmes til, hvis vi ikke har værestedet! Alt dette sagde du, at du godt kunne forstå og du lovede faktisk, at vi ikke skulle blive glemt - at du ville tage det, vi havde sagt med dig hjem og tage det i betragtning i det videre arbejde med at få lokalpsykiatrien til at fungere i den nye kommune! Og vi tænkte:_ ¿Det er vel nok godt, at vi har fået en socialdemokratisk borgmester, som lytter til os!¿ - Men Maarup - rutsjeturen stoppede ikke !!! Den blev tværtimod mere stejl, og vi er nu så tæt på afgrunden, at vi er ved at miste modet! Vi havde tre fastanstatte medarbejdere: én, som hovedsageligt tog sig af ¿Midtpunktet¿ og de 10-15 brugere, som næsten dagligt kom i åbningstiden fra 9.00-15.00, og to, som mest kørte ud på hjemmebesøg. Gør vi status nu, ser billedet noget anderledes ud! Åbningstiden i værestedet er blevet indskrænket til 9.00-13.00. Den medarbejder, som vi før altid kunne finde i værestedet, har altså kortere tid og må ind i mellem påtage sig hjemmebesøg! Den ene af de to, som før varetog hjemmebesøgene, har vi ikke set i adskillige måneder - hun er syg af stress! Den tredje - min støtte-kontaktperson gennem flere år - har nu opgivet kampen mod tidspres og lønnedgang og har valgt at gå, før også han bliver syg! Tilbage har vi en ¿flyver¿, som skal afløse rundt om i kommunen! Han er en sød og rar fyr, men skal man hjælpe psykisk syge mennesker, må der være tillid mellem brugeren og støtte-kontaktpersonen, og det er ikke noget man opnår blot ved at komme ind af døren og være flink og rar! Det er et mellemmenneskeligt forhold som bygges op v.h.a. ro, gentagelse og kontinuitet! Du betror vil heller ikke selv dine inderste tanker og lølelser til hvem som helst, vel! Summa sumarum: ingenting fungerer! Du glemte os! Kan du leve med den anklage, Maarup? Ca. hver femte dansker kommer mindst én gang i levet i berøring med det psykiatriske system! Kan du, som socialdemokratisk borgmester, leve med, at så mange mennesker må nøjes med en pose piller og et spark i r....?