Åbent brev til Brian Mikkelsen

Kære Brian! Jeg takker for dit svar på mit indlæg bragt i NORDJYSKE 21. januar. Mit indlæg var måske behæftet med fejl og til dels dumt, men jeg er ikke en dum mand, så jeg kan godt undskylde for mine handlinger.

Det var forkert af mig at hævde, at anabole steroider er lovlige at besidde, da de - som du selv skriver - ikke er det. Når mit indlæg dernæst mener, at der ikke findes en lov på området, skyldes det, at indlægget blev skrevet (og indsendt til NORDJYSKE) 8. december i fjor, og derfor ikke kunne tage forbehold for den lov, som blev vedtaget før jul. Men når jeg skrev "Hvad er doping?", var det ment som et retorisk spørgsmål, der tjente til en uddybende problematisering af begrebet. For selvom du gerne vil gøre det simpelt, så er det mere indviklet, end at doping "omfatter den liste af stoffer, som det internationale antidoping agentur WADA har vedtaget". Du skriver selv, at hvis et stof ikke findes på listen, er det ikke doping "Så enkelt er det. Og der er ingen gråzone". Deri er jeg dog uenig med dig, for når du læser listen igennem, vil du gentagne gange støde på formuleringen ". og andre stoffer med lignende kemisk struktur eller lignende farmakologisk effekt". Jeg har svært ved at se det som andet end en gråzone. Når jeg ikke bryder mig om dopingtest i fitnesscentre, er det ikke ensbetydende med, at jeg synes doping skal florere i fitnesscentre. De mennesker, der bruger fitnesscentre, er ikke sportsfolk, men fortrinsvis privatpersoner, der kun træner af hensyn til deres egen forfængelighed. Den eneste form for sport, de deltager i, er kampen om kvindernes gunst. Og selvom jeg meget gerne vil støtte ethvert forslag, der kan gøre konkurrencen mere fair for os ganske almindeligt byggede -ikke dopede - fyre, så synes jeg ikke, at det er et foretagende, som vores skattekroner skal gå til (her kunne det givetvis være en bedre ide at bruge pengene på en sikring af efterlønnen). Jeg har i den sammenhæng svært ved at se, hvordan du kan kalde obligatoriske dopingtest i fitnesscentrene for "et ønske fra fitnessbranchen", når kun 10 procent af fitnesscentrene valgte frivilligt at indgå en aftale med Anti-Doping Danmark. Derudover har jeg også svært ved at forstå, hvordan du kan være fortaler for en nultolerance linie i kampen mod doping, når Mette Jakobsen i maj i fjor blev testet positiv og tre måneder senere repræsenterede Danmark ved OL i Athen. I en artikel i Berlingske Tidende i fjor (28/11) argumenterer du for, at Mette Jakobsen har gjort meget for sporten i sit land og befinder sig i sin karrieres efterår, så hvorfor skulle hun da bruge doping? Det samme kunne man have sagt om det belgiske cykelikon Johan Museeuw, men det har ikke afholdt de belgiske myndigheder fra at anklage ham for brug af doping. Forskellen på Museeuw og Jakobsen: Sidstnævnte er rent faktisk testet positiv i en dopingtest, mens beviserne mod førstnævnte kun består af indicier (plus, selvfølgelig, at Mette Jacobsen gik fri). Sådan er der så meget, jeg ikke forstår. Vi er helt enige om, at doping er en trussel mod idrættens værdigrundlag, og hvis der er nogen måde, jeg kan hjælpe dig i den kamp, skal jeg gerne melde mig under fanerne. Vi kan nå lang vej sammen, men når du vil udføre dopingtest på privatpersoner, som ikke er sportsudøvere, så kan vi desværre nok se frem til, at vore veje må skilles.