Åbent brev til Kaare Maul

LÆSERBREV

Birthe Barkoz
Bragesvej 34, 8800 Viborg, lærer på Strandby Skole:
Strandby Skole - får mange roser af lærer Birthe Barkoz, der håber på fornuften og retfærdigheden sejrer. Foto: Mette Nielsen
Skolevæsen 8. december 2007 09:09

STØTTE: For snart fem år siden arbejdede jeg på en skole i Skive i en tidsbegrænset stilling. Da der ikke var udsigt til hverken fastansættelse eller forlængelse, studerede jeg en del stillingsopslag. En dag sprang et stillingsopslag mig i øjnene: ¿Da en af vores lærere rejser til Langbortistan¿¿¿ Helt igennem holdt i en munter tone uden på nogen måde at være overfladisk - tværtimod. Derimod et anderledes, spændende og for mig tiltalende opslag, da jeg netop ofte fanges af det specielle og uformelle. Strandby Skole ved Farsø. Jeg er tilflytter fra øen og havde aldrig hørt om hverken Strandby eller Farsø. Trods en afstand på ca. 40 km fra mit hjem til skolen, valgte jeg at tage op og kigge på den. Jeg blev budt velkommen af dig Kaare. Jeg fik en rundvisning, mødte nogle af lærerne på lærerværelset og vi havde en efterfølgende snak om skolen og undervisning. Mit speciale er børn med særlige behov, og stillingen bestod af en del undervisning i skolens specialklasser. Du udstrålede engagement og kærlighed til elever og skolen. Det var tydeligt, at du havde en drivkraft, du ville noget med din skole. Du bestræbte dig på at give mulighed for forskellighed, oplevelser og erfaringer. Dit mål var simpelthen at give alle elever sejre - både fagligt og socialt. Den vigtigste drivkraft i vores fag, efter min mening. Jeg tog derfra med en god følelse og et oprigtigt ønske om at få jobbet. Jeg fik det. Jeg har været usigelig glad for at være på Strandby skole. Jeg oplevede en varm og ligefrem modtagelse fra såvel dig som kolleger. Jeg blev en del af en levende og dynamisk skole, med fagligt indhold hånd i hånd med oplevelser, bevægelse, fællesskab og nærvær fordelt på den daglige undervisning, emneuger både i klasserne, men også på tværs af klasser. Noget som ikke alene bidrager til viden og kundskaber, men sandelig også skaber solid grobund for en stærk fællesskabsfølelse for både elever og lærere. Desværre indtraf en hændelse op til sommerferien. En hændelse, der i den grad hører privatlivet til og på ingen måde havde haft negativ indflydelse på skolens hverdag. Alene den kendsgerning, at ingen havde bemærket noget omkring dette fortæller, at du havde formået at skille privatliv fra arbejdsliv. Hvorom alting er, blev du på uretfærdig og urimelig vis sat i en situation, der førte til, at du blev sendt hjem fra skolen, indtil der var faldet ro omkring denne sag. En sag ingen af os tog videre alvorlig, da vi vidste og kendte til, at her forelå en klar misforståelse. Vi måtte derfor alle på skolen løbe lidt stærkere, stå sammen og tage over, når der var behov for det. Dette tillige med frustrationer over varigheden af denne sag, forvirringen over de få informationer, omkring hvad der egentlig sker, hvad der skal ske, osv. Vi løber stadig alle lidt stærkere, vi er stadig forvirrede. Det, der førte til din hjemsendelse, blev du frikendt for, men af ukendte årsager indstilles du på trods af dette til afskedigelse. En hel skole sidder uforstående tilbage. Lærerværelsets før så optimistiske og venskabelige atmosfære er langsomt blevet overtaget af mismod, frustrationer og stress. Hvor der før var masser af arbejdsglæde og overskud er nu dukket en snigende følelse af mismod og opgivenhed ind. Ventetiden er hård og svær for både dig og os. I Vordingborg, hvor jeg kommer fra, stod engang skrevet et digt over porten ind til biblioteket. Et digt, der er skrevet af en dreng. Digtet handler om skolen og lyder sådan: Jeg kender en skole så øde Med døre smækket så hårdt At kærlighed pines til døde Og livet for længst er trængt bort. Hvor findes den skole så frodig At alt sætter nye skud Med en tro på hinanden så modig At børnene selv springer ud. Jeg fandt den skole. Skolen med tro på hinanden, nysgerrige og glade børn, der har både lyst og mod til at lære nyt. En sådan skole har du nemlig skabt i Strandby. Jeg håber, du snart er tilbage, trods de sorte fremtidsudsigter. Jeg håber, fornuft og retfærdighed vinder, så både elever og lærere på Strandby Skole kan gro og blomstre videre.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...