Åbent hus hele dagen

EMNER 1. juni 2003 08:00

HIRTSHALS: Når Spar Nord Bank i Hirtshals i morgen fejrer 75 års jubilæum, så er børnehavebørn og børnehaveklasser fra Hirtshals-området inviteret til at se en Peter Pan-forestilling samt et ballonshow i pengeinstituttets lokaler. Fiskeholdet vil servere fiskefrikadeller med tilbehør, og Nordsøgarden trækker op og spiller i Jørgen Fibigersgade først på eftermiddagen. Der bliver i løbet af dagen også andre musikalske indslag i Spar Nord Banks lokaler, og en række foreninger vil modtage jubilæumsuddelinger fra Spar Nord Fonden. Der er åbent hus hele dagen. For 75 år siden var det Sparekassen for Hirtshals og Omegn, der blev etableret. Og det var murermester Godtfred Berg, som lagde lokaler til i Hjørringgade 23. I 1947 flyttede pengeinstituttet til Hjørringgade 4, og i 1958 hed adressen Nørregade 1. I en del år har de fysiske rammer nu ligget i Jørgen Fibigersgade 4. I 1955 blev den første elev ansat i sparekassen. Knud Størup var navnet, og han blev direktør for pengeinstituttet i 1974 og var det indtil 1990. Og for et par måneder siden kunne han også fejre 25 års jubilæum som borgmester i Hirtshals Kommune. 1. januar 1989 blev den lokale sparekasse fusioneret med Sparekassen Nordjylland. Nu er det John Segerstrøm Kristensen, som er direktør for Spar Nord Bank i Hirtshals, der også har fået tilnavnet Lokalbank Hirtshals, som har afdelinger i Bindslev og Tornby. Der er 21 medarbejdere ansat i Jørgen Fibigersgade og fire i Bindslev. Afdelingen i Tornby bliver betjent med personale fra Hirtshals.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...