EMNER

Åbent hus i Sulsted IF

SULSTED: Søndag 15. juni mellem kl. 11 og 15 er der "Åbent hus" i Sulsted Idrætsforening. Formand for ungdomsudvalget Mogens Juhl Andersen fortæller, at arrangementet er for såvel børn som voksne. - Ikke mindst håber vi på, at mange børn vil tage deres forældre med på stadion og i hallen. Der er ingen tvivl om, at begge aldersgrupper vil få et par fornøjelige timer, lover formanden. I løbet af de fire timer vil der være en præsentation af de forskellige sportsgrene i klubben. I gymnastik vil der være opstillet en redskabsbane, ligesom der vil være mulighed for styrketræning, rytme og spring. Endvidere vil der flere gange være opvisning af klubbens gymnastikhold, der skal give opvisning i Spanien. I tennis kan man blive udsat for at kæmpe mod en opstillet boldkanon - i badminton er der arrangeret konkurrencer med præmier, og i håndbold er der også planlagt små konkurrencer, samt en workshop blandt andet med billeder fra de mange håndboldture. I fodbold får børnene mulighed for at udfordre forældrene, ligesom trænerne vil stå for små lege og konkurrencer med den runde bold. Såfremt vejret arter sig, håber vi på rigtigt stort fremmøde. Så min opfordring skal lyde til byens børn, unge og ældre - lad søndagsturen gå ned til stadion og hallen, - det bliver sjovt, lover ungdomsformand Mogens Juhl Andersen. Pcj