Åbent røntgen- ambulatorium

Farsø Sygehus får ny facilitet.

Tidligere har det kun været muligt at komme i åbent røntgenambulatorium i Sygehus Himmerland i Hobro, men fra 1. september har patienterne fået samme mulighed i Farsø. Som patient kan det være hårdt at vente på en indkaldelse til en røntgenundersøgelse, hvis kroppen gør ondt, og man gerne vil undersøges hurtigt. Det behov forsøger Sygehus Himmerland at imødekomme og har derfor åbnet et åbent røntgenambulatorium i Farsø. I et åbent røntgenambulatorium kan patienter med en henvisning fra egen læge møde op og blive undersøgt i ambulatoriet, når det passer dem. Tidligere har dette kun været muligt i Hobro, men nu kan alle patienter i Sygehus Himmerland altså tilbydes samme service. - Det er vigtigt for os at kunne tilbyde patienterne samme service og fleksibilitet på begge matrikler. Ved at have et åbent røntgenambulatorium i både Farsø og Hobro får alle vores patienter mulighed for at indpasse en røntgenundersøgelse i deres hverdag frem for at skulle vente på en indkaldelse fra sygehuset, siger Annamarie Sparre, oversygeplejerske på Røntgenafdelingen.