Trafikpolitik

Åbning af vej trækker ud

AABYBRO:Det trækker ud med at få åbnet for gennemkørende trafik på Thomasmindevej. Vejen bliver ikke åbnet, før politiet har godkendt det forslag til chikaner, som teknisk udvalg behandlede på sit møde mandag, oplyser Jørn Krogsgaard (V), formand for teknisk udvalg. Vejen blev for nogle måneder siden lukket for gennemgående trafik med bomme for at øge trafiksikkerheden til det nye kvarter på Thomasmindevej samt til Børnehaven Thomasmindeparken. Det skete efter beboerprotester, da det blev klart, at kommunen ikke havde råd til at gøre byggemodningen med fortove, en bredere vej og gadelys helt færdig. I stedet blev et midlertidigt projekt bl.a. med bommene sat i værk. Men en lukning af Thomasmindevej ved Tranebærvej har siden medført protester fra to andre beboere i området. Det har teknisk udvalg så taget til efterretning med beslutningen om at afløse bommene med chikaner. - Men vi holder vejen lukket, indtil politiet har godkendt vores chikaner, som de skal i følge vejloven. Der er tale om, at der bliver en sluse på tre meter på vejen, så den kun kan benyttes af pesrsonbiler, og så opfordrer vi til ikke at bruge Thomasmindevej til gennemgående kørsel, siger Jørn Krogsgaard.