Åbning for kommunal grundvandssænkning afvist

Teknisk rådmand Mariann Nørgaard (V) fortolker ministersvar omvendt af Anita Knakkergaard (DF)

EMNER 9. marts 2007 05:00

NØRRESUNDBY: Det bliver ikke Aalborg Kommune, der iværksætter en grundvandssænkning i Nørresundby i kølvandet på de store problemer, som mange boligejere i Nørresundby oplevede efter et grundvandssænkningsanlæg sidste forår lukkede på den gamle slagterigrund. Det er udmeldingen fra teknisk rådmand Mariann Nørgaard (V) efter hun sammen med jurister, embedsmænd og forsyningsrådmand Preben Pedersen (R) har gennemgået det svar, som miljøminister Connie Hedegaard (K) sidste uge gav folketingsmedlem Anita Knakkergaard (DF) omkring mulighederne for en kommunalt betalt grundvandssænkning. Svaret gav ifølge Anita Knakkergaard kommunen mulighed for at gå ind i sagen, men sådan ser Mariann Nørgaard ikke på det. - Det undrede mig, og jeg blev en smule usikker, da jeg læste om det i avisen lørdag, men vores jurister siger, at vores hidtidige praksis er rigtig, siger Mariann Nørgaard. Ikke for almenvellet Hun er helt klar over, at der er et problem med forhøjet grundvandsstand i Nørresundby. - Men det er den private lodsejer, der selv skal sørge for at dræne, siger Mariann Nørgaard. Anita Knakkergaard mener, at kommunen kan gå ind i sagen med kommunalfuldmagten i hånden, fordi det er i almenvellets interesse at løse problemet i Nørresundby. Men at det er i almenvellets interesse, er lige netop det punkt, der skiller de to politikere. - Vi kan ikke gå ind i sagen, fordi det er til fordel for enkeltpersoner, og det skal tilgodese alle borgere i kommunen, når man tager kommunalfuldmagten i brug. Og vi mener ikke, at det her er i det kommunale fællesskabs interesse, siger Mariann Nørgaard. Desuden er Nørresundby ikke det eneste sted i kommunen, hvor der er problemer med forhøjet grundvandsstand, fortæller Mariann Nørgaard. Det er der blandt andet også i steder som Visse, Kærby og Vejgaard. - Og vi skal behandle alle borgerne lige, så hvis vi laver en grundvandssænkning i Nørresundby, så ville en gruppe borgere de andre steder kunne påberåbe sig det samme. Det ville stille det offentlige Danmark over for en uoverskuelig økonomisk opgave, siger Mariann Nørgaard. Ros til grundejere Til gengæld roser hun Nørresundby Grundejerforening for den måde, de nu er gået ind i sagen på. - De har sagt, at de vil lave nogle fællesskaber for grundejerne, hvor man kan løse problemet. Det er den rigtige måde at gøre det på, siger Mariann Nørgaard.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...