Åbning med stumpemarked
Mekanisk Museum er klar med flere nyheder - både biler, traktorer og radioer
HJALLERUP: - Det er vist nok kompressionen, som det er galt med, lyder det fra en af de mange mænd i kedeldragter og andet arbejdstøj, som står omkring en lille traktor, der efter udseendet at dømme har mange år på bagen.
Stedet er værkstedet på Hjallerup Mekaniske Museum, og mændene, som er medlemmer af museet, er lige nu meget optaget af, at den lille Ferguson traktor fra 1940’erne ikke rigtigt vil starte. Der er det specielle ved den, at den går på generatorgas, og ”brændstoffet” til den er ikke benzin, men bøgebrænde - eller som en af medlemmerne indskyder:
- Man kunne også bruge grankogler, og vi kunne som børn tjene en skilling ved at samle grankogler i skoven.
Ejeren af traktoren, Henning Bitsch, er lidt ærgerlig over startproblemet, for traktoren skal sammen med andre køretøjer, som ikke er drevet af benzin eller diesel, være en af attraktionerne ved sæsonåbningen i weekenden 25. og 26. maj.
- Når man skal genskabe et køretøj, som stammer fra krigens tid, så er man nødt til at gå på jagt efter dele rundt omkring. Jeg fandt generatoren på et dødsbo i Pandrup, fortæller Henning Bitsch, som også står bag bogen ”Mit motorcykelliv”, der beskriver hans rejser på seks kontinenter og i 55 lande med motorcyklen som foretrukne befordringsmiddel.
- Ved sæsonåbningen bliver der stumpemarked nede ved søen og i nærheden af skulpturen Ekko. Foreløbig regner vi med, at der vil være omkring 50 stande, og der bliver parkering ovre på Markedspladsen. På en bane vest for bygningen vil vi køre med vores tog trukket af en kopi af et damplokomotiv fra 1800-tallet, fortæller Svend Keller.
- Dertil kommer det Motorhistoriske Træf. Der ved vi ikke, hvor mange ældre køretøjer, som dukker op, tilføjer han.
Inde på museet dominerer lange rækker af traktorer og biler hallen, men langs den ene side er der en regulær trængsel af forskellige former for radioer, grammofoner m.m. med adskillige år på bagen.
- Vi er blevet skænket så mange ældre radioer og tv-apparater, at vi faktisk er ved at drukne i dem. Da der jo også skal være plads til andet i museet, etablerer vi en stand på stumpemarked, hvor vi sælger dubletter, oplyser Svend Keller.
Af nyheder på museet kan nævnes adskillige biler og meget andet. På fløjen af den lange række traktorer vil man kunne finde en ældre og flot nyrenoveret traktor, som tidligere borgmester, Mikael Klitgaard, i sin tid skænkede til museet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.