Aaby Marked har lyserøde lamper

Arrangørerne melder næsten alt udsolgt til Aaby Marked. Privatfoto
Arrangørerne melder næsten alt udsolgt til Aaby Marked. Privatfoto

En uge før Aabybro Marked afholdes, meddeler markedsudvalget, at 80-90 % af standene er solgt. Det sker på trods af, at 2017-udgaven af markedet bliver dobbelt så stort som forrige år, og det er noget, som begejstrer Kenneth Quistgaard fra Markedsudvalget:

- At vi har oplevet denne eksplosive udvikling i markedets relative korte levetid, gør planlægningsarbejdet noget sjovere. Udover de mange solgte stande har vi også fået mange positive tilkendegivelser fra byens erhvervsliv, og samlet set kan vi slet ikke få armene ned. Vi har ikke helt udsolgt, altså røde lamper, men det er tæt på - man kan vel kalde dem for lyserøde, siger han.

DGI-huset har også grebet bolden og udvidet deres tilstedeværelse på dagen. De står blandt andet for et hoppeland til de mindste børn og derudover serverer de også flere forskellige markedsplatter i caféen.

- Vi forsøger at skabe en dag i Aabybro, hvor der er markedsstemning, og det har store dele af byen medvirket til, så det er rigtigt godt, og der skal nok blive masser af liv. Ikke mindst med energibundtet Christian Bols, som skal være konferencier hele dagen. Han kommer til at lave en masse sjove ting, er jeg ret sikker på, smiler Kenneth Quistgaard.

Samlet set tegner det meget godt for Aaby Marked 2017, der starter lørdag den 11. februar klokken 10. Ønsker man en af de sidste stande, skal man skrive til piafyenbo@gmail.com

Forsiden