Aabybro kom ned på jorden igen

Aabybros Målscorer Jonas Nielsen blev dækket tæt op i 1-1 kampen mod Lyngså.

Aabybros Målscorer Jonas Nielsen blev dækket tæt op i 1-1 kampen mod Lyngså.

AABYBRO:Aabybro spillede uafgjort 1-1 i tirsdagens hjemmekamp i serie 3 mod Lyngså. Spillerne fra Aabybro var kommet ned på jorden igen efter sidste weekends flotte sejr over topholdet VHG/GS. I starten af kampen var det, som om hjemmeholdets spillere slet ikke var kommet ud af omklædningsrummet, og det udnyttede Lyngså til at lægge voldsomt pres på AAIFs mål med flere hjørnespark til følge. Efterhånden fik hjemmeholdet styr på sig slev og spillet, og de kom langsomt tilbage i opgøret, men det blev aldrig spil på samme højder som i sidste weekend. Den stride vind havde sin indflydelse på spillets kvalitet, men spillerne på de to hold evnede heller ikke at få styr på hverken spil eller bold. I det 28. minut sendte udeholdet en lang bold op i AIFs felt, og da forsvaret ikke fik clearet bolden, lå den lige pludselig foran en angriber, og han kunne forholdsvis let score fra kanten af feltet til 1-0. Efter scoringen overtog hjemmeholdet initiativet, og allerede to minutter efter scoringen headede Theis Nielsen over mål i fuldstændig fri position. De sidste 15 minutter af 1. halvleg havde AAIF fuldstændig overtaget, men evnede ikke at få bolden det sidste stykke over stregen og måtte derfor gå til pause bagud 0-1. Lige fra 2. halvlegs start, lagde hjemmeholdet pres på Lyngså, og det ene angreb efter det andet rullede ned mod målet. I det 54. minut fik AAIF endelig hul på bylden, da Jonas Nielsen scorede det forløsende mål til 1-1 efter en række dødbolde. Hjemmeholdet fortsatte det hårde pres, men ofte strandede forsøgene ved Lyngsås målfelt, da den afgørende aflevering var for upræcis. Det var, som om spillerne var overtændte og spillede hurtigere, end evnerne rakte til, og når koncentrationen svigtede, slog udeholdet kontra og havde få, men farlige forsøg. I det 63. minut fik Lyngsås anfører gult kort for en hævnakt, men heller ikke det evnede hjemmeholdet at udnytte, og kampens intensitet løb langsomt ud. For AAIF betød pointtabet ikke det store, men for de mange interesserede Birkelse tilskuere var resultatet ikke optimalt, for de kæmper netop med Lyngså om at undgå den sidste nedrykningsplads.