Aabybro tabte til bundhold

Aabybro tabte hjemmekampen i serie 3 mod Vejgård med 1-2.

Aabybro pressede Vejgård i bund midt i 2. halvleg, men det var ikke nok til at opnå point.

Aabybro pressede Vejgård i bund midt i 2. halvleg, men det var ikke nok til at opnå point.

For anden weekend i træk var Aabybro oppe imod et af bundholdene, og de har det åbenbart svært mod de såkaldte ”lette” modstandere. Kampen om positionerne i rækken spidses til, efterhånden som man nærmer sig de sidste kampe inden op- og nedrykning skal afgøres. Om det var det, der gjorde sig gældende i lørdagens kamp, skal være usagt, men det virkede, som om udeholdet var mest opsat og kæmpede bedst. Aabybro fik den stride vind imod sig i 1. halvleg, og det blev skæbnesvangert allerede efter et halvt minut. Vejgård havde tilspillet sig et hjørnespark, og i forbindelse med det scorede de til 1-0. Hjemmeholdet fik kæmpet sig tilbage i opgøret, men det var stadig udeholdet, der var i teten. Den hårde vind på langs ad banen gjorde det svært for de to hold at spillet poleret fodbold, og i stedet blev det en kamp med mange afbrydelser, når spillerne skulle langt ud bagved cindersbanen efter bolden. Theis Nielsen havde dog et par behjertede forsøg i løbet af halvlegen, men hjemmeholdet måtte nøjes med 0-1 ved pausen. I 2. halvleg skulle man tro, at hjemmeholdet ville komme blæsende, men det kom kun til sporadiske angreb, ofte præget af vinden og tilfældigheder. Midt i halvlegen havde de dog en god periode, hvor de fik presset Vejgård langt tilbage på banen, og efter 75 minutter udlignede Jonas Nielsen til 1-1 efter et hjørnespark. I denne periode havde Aabybro flere store muligheder for at komme foran, bl.a. via store chancer til Theis Nielsen og målscorer Jonas Nielsen. Som det ofte er gået i de senere kampe, blev det kun til lige ved og næsten, med chancer, der ikke blev behandlet efter fortjeneste, og i stedet slog modstanderne kontra. I det 90. minut scorer Vejgård kampens sidste mål til 2-1 efter endnu et hjørnespark og et lucky punch. Hjemmeholdet nåede at få afviklet et farligt frispark, hvor hele holdet var med fremme, men symptomatisk for hjemmeholdets indsats gik forsøget lige ved siden af målet. Efter kampen var trænerduoen Hans Arne Pedersen og Søren Winther dybt skuffede over spillernes indsats. - Vi kan simpelthen ikke være det bekendt, hverken overfor vores mange trofaste fans og sponsorer. Hvis man ikke kan få spillet til at fungere, er det mindste man kan forlange, at alle mand kæmper over hele linien, og det gjorde de absolut ikke i dag, lød det fra trænerduoen, der håber og tror på, at holdet rejser sig i næste weekends udekamp mod VHG/GS.